Et kvart århundrede efter "En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege" kommer Suzanne Brøgger med et nyt opus om sit elskede Vestsjælland, dog udsat for en større orkestrering. Forfatterens base, hvor hun har skrevet sine bøger i ca. 35 år, er en skole der, får vi nu at vide, hedder "Sølve", i en landsby der var nedlagt allerede dengang "Grisen" udkom. I indledningen til "Sølve" skriver Suzanne fra Løve: "Inden min skole sander til og bliver til mose og vand, som det er sket med så meget andet her i Løve gennem tiderne, vil jeg fortælle dens historie."
Men det er sandelig ikke kun skolen, vi hører om, vi bliver via historiske beretninger samt sagn og myter ført igennem landsdelens ældre og yngre historie, lige fra dengang i 1200-tallet, da præsten Anders fra Sankt Peders Kirke havde en overnaturlig oplevelse, til vore dages prosaiske borgermøder om kommunesammenlægninger. Det er vitterligt et kalejdoskopisk billede af denne udørk - Løve og opland - vi bliver præsenteret for, og udover både dybtgående og underholdende beretninger om steder og mennesker (vi møder selvfølgelig de fleste gamle kendinge fra Grisen, blot med nye navne), er dette også så udpræget en historie om kvindeliv dengang og nu, spækket med den typiske Brøggerske underfundige humor.
Vi bliver således indviet i bønnebøger skrevet - med egen hånd - af den første frue til Sølve, som i 1500-tallet rejste den gamle skole på ruinerne af kongsgården Gjurte, og dér får vi serveret skinbarlige Brøgger synspunkter om dette og hint, lige fra religiøse spørgsmål, nødvendigheden af ritualer, til ægteskab og kødets lyst, selvfølgelig skrevet i den tids stil.
Bogen omhandler også i høj grad mosekonens, alias Suzanne Brøggers, erindringer. Som hun siger: "Jeg byggede min skole på vand.(..) Løve var simpelthen en mose, som engang var livsfarlig at bevæge sig i, men som i dag er drænet, tørret ud." Mosen er et magisk sted, "der gemmer på en virkelighed, vi ikke kan se, men som er der hele tiden." Det var i 70'erne, hun ved venners hjælp fik købt Sølve, der startede som et kollektiv. Det var jo en vældig diskussionslysten tid, hvor bølgerne gik højt mellem marxister og ikke marxister, f. eks. mellem Joachim Israel og Frank Osvald, mens Suzanne drømte om, at Sølve skulle blive "et landsted for filosofiske diskussioner, et liv, som Horats og de andre levede ude i deres villaer, mens romerriget gik ned." Marxisterne håbede på, at arbejderen ville vælte det kapitalistiske system og indføre proletariatets diktatur, en tanke hun dengang var glødende modstander af, men som hun i dag erkender ikke desto mindre er blevet realiseret. Arbejderklassen er i dag den store middelklasse, der bestemmer alt, og en af konsekvenserne er åndsforladthed og mistillid til kultureliten.
Denne mistro fra almindelige mennesker har hun følt på sin egen krop. Den idyl, der blev beskrevet i Grisen, hvor man havde indtryk af, at hun, som den fremmede fugl hun var, alligevel var blevet et del af landsbyfællesskabet, får nogle ridser i lakken i Sølve. Kløften imellem forfatteren og de andre landsbybeboere viser sig mere og mere, i takt med hendes voksende berømmelse, at være uoverstigelig. Men det, der gør bogen så læseværdig, er denne blanding af de mest vidtløftige, abstrakte filosofiske refleksioner med den helt jordnære og sansemættede beskrivelse af landsbyliv og samliv ikke kun med naboer, men i denne bog også med ægtemand og barn.
Vi får også en kommentar til det amerikanske præsidentvalg, og her får hun sagt noget væsentligt ved sin brug af kontraster. Kommentaren leveres af en anden af hendes aliaser, den store norske forfatter Sigrid Undset, (Nobelpris 1928) der faktisk er født i Kalundborg. Hun måtte flygte fra Norge og levede i krigsårene i USA, og døde i 1949, men ikke desto mindre skriver hun fra New York til Sølve om det amerikanske præsidentvalg i 2004 (!). Brevet er skrevet i Suzanne Brøggers ånd men i Sigrid Undsets sobre, engagerede og noget humorforladte stil. Det drejer sig om anden runde, hvor Busch som bekendt kæmpede mod Kerry og vandt. Sigrid Undset giver en malende beskrivelse af hele atmosfæren på valgdagen, og undrer sig over, at man dér bruger kirker som valgsteder i stedet for skoler, hvilket viser, at demokratiet i USA åbenbart er en trossag, båret af følelser snarere end fornuft og argumentation. Som et interessant 'nachspiel' fortæller Sigrid Undset, at hun, måske lidt absurd, tog til en Proust-aften i New York Public Library dagen efter. Og hun fortæller, at:
"det viste sig, pudsigt, at en aften med Proust, rent mentalt, netop var kuren mod marionetten i Texas og hans "moralske værdier." Salen var propfuld. Ligesom folk havde stået i lange utålmodige køer for at stemme, stod de nu i en lang tålmodig kø for at høre uddrag af Proust og for at komme på sporet af en tabt tid. (..) Mens det "røde" Amerika havde stemt de "moralske værdier" ind, var her et litterært værk, der handlede om umoral, menneskelige fejl, brister og laster, forvredent begær, snobberi, forfængelighed, grådighed, jalousi - alt sammen synder, som kun tilegnelsen af værket kan bøde på eller finde tilgivelse for. I dagens nyhedsfikserede massesamfund, hvor individet er en truet art, handler Proust om at være en outsider. Om et jeg, en kunstner, jøde og homoseksuel. "På Sporet af den tabte tid" handler om den historiske erindring, der i dag er henvist til skyggeriget."
Denne læser har følt sig godt underholdt fra først til sidst alle 430 sider. Det gode ved Suzanne Brøgger er, at hun formår at anlægge en ny og overraskende og humoristisk vinkel på snart sagt alle de væsentlige spørgsmål i samfundet og i den menneskelige tilværelse.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Suzanne Brøgger: Sølve
Forlag: Gyldendal
Sider: 440
Udgivelsesdato: 22.08.06
ISBN 87-02-04655-5
