Flere nyheder

 
Litteratur
I Jakobs hus

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
I Jakobs hus
Tor. 31. aug. 2006

Arkitekten Jakob mister sin hustru Marie efter mange års ægteskab - kun 47 år gammel af kræft. Jakobs kamp for at overvinde ensomheden, der ligger på den anden side af tabet, og komme videre med sit liv er hovedtemaet, krydret med mysteriet om en bunke efterladte breve fra en anden mand, hun har været fortrolig med; men hvor meget, hvordan og hvorfor?

Jakob og Marie har levet sammen i mange år, og er et rigtig forstadspar, der har valgt at leve livet uden børn, men med fokus på deres arbejde og samvær, da Marie dør af en hjernesvulst. Deres lidenskabelige og stormfulde ægteskab bliver Jakob nødt til at tage op til overvejelse, da han finder en bunke fortrolige breve skrevet til sin kone fra en John Pedersen i bunden af et skab. Herfra går historien med at opspore og klarlægge historien bag brevene, sideløbende med et nyt kærlighedsforhold og opgaverne på arbejdet.

Der er et farverigt persongalleri i bogen - den demente far, den homoseksuelle bror med den flyvske elsker, den oprørske nabodatter, den gamle dame henne ad vejen, den fraskilte arbejdsivrige overlæge og den unge ambitiøse kollega. På trods af de karikerede bipersoner mangler der en vis dybde i beskrivelsen af dem, for at de bliver rigtig interessante - de bliver aldrig rigtig en del af historien.

Det er en bog om modne mennesker, deres kriser og om jalousien og selvforståelsen i parforhold. Det er en bog om at miste, om at forstå hvad det er man har mistet - rejse sig op og komme videre.

Det er en ganske letlæst bog, der dog desværre ikke gør et større indtryk. Man kommer aldrig rigtig ind under huden på personerne; beskrivelserne af dem er for nøgtern og uengagerede. Jeg når i hvert fald ikke at føle sympati eller forståelse for hverken Jakob eller Marie. Man sidder nærmest tilbage med en lidt irriteret følelse til sidst, og føler ikke at man rigtig kender dem, eller i det hele taget har lyst til at lære dem nærmere at kende.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Birgitte Bartholdy: I Jakobs hus
Forlag: Gyldendal
Sider: 272
Udgivelsesdato: 25.08.2006
ISBN: 87-02-04998-8