Flere nyheder

 
Litteratur
Min mormors gebis

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Min mormors gebis
Man. 20. nov. 2006


"Min mormors gebis" er en samling af 18 rim for børn (og voksne) - der er med til at beskrive den sammensatte danske virkelighed og de mange sproglige finurligheder, vi omgiver os med.

Jakob Martin Strid laver ikke kun satiriske striber i Politikken om forsvundne agurker og politiske komplots, men har også kastet sig over børnerim, som i 'Mustafas Kiosk'. 'Min mormors gebis' er knap så satirisk og med langt bedre og mere farverige tegninger. Den er derfor også mere børnevenlig end tidligere udgivelser.

Tegningerne er levende og varme, selvom nogle af dem er lidt for komplekse og rimene for uforståelige for mindre børn. Blandt andet de nitten norske nudister i rimet Medister-Minister Fister vakte stor undren hos min 4-årige datter, og jeg måtte helt opgive at forklare rimet Min mor er senil hvor det vrimler med ord som nudist, buddhist og anarkist. Til gengæld er rimet om manden, der bor i en pære, meget fangende, og rimet om løven, der er nødt til at skide i sit bur, mens alle ser på, vakte også stor jubel. De meget stemningsfulde rim om en nat over København og på Grønlands is er ledsagede af nogle meget poetiske og smukke tegninger, der efterlader et smil på læben.

Nogle af rimene er en tand for ironiske til at i hvert fald mindre børn fanger pointen, mens andre er helt klassiske i bedste Halfdan Rasmussen stil og verdenskloge som Piet Heins. Tegningerne og rimene spiller rigtig godt sammen, og er fangende i deres udtryk, hvilket er med til at give bogen en rigtig god anbefaling med herfra til både børn og deres forældre.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Jakob Martin Strid: Min mormors gebis
Forlag: Borgen
Sider: 39
Udgivelsesdato: 10.11.2006
ISBN: 87-21-02470-7