Flere nyheder

 
Litteratur
Skyggens lærling

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Skyggens lærling
Man. 4. dec. 2006

En ny fantasy-eventyrsserie, med masser af action og taktik, skrevet for 12-årige drenge, men som kan læses af alle. "Gorlans runier" og "Den brændende bro" er de to første bind i serien "Skyggens lærling" skrevet af den australske forfatter John Flanagan. Bøgerne foregår i kongeriget Araluen - et feudalt middelaldersamfund - hvor Morgarath, herre over Regn- og Nattebjergene, truer freden fra sit eksil.

Gorlans ruiner
Will og de fire andre forældreløse børn opfostret på Redmont-Borgen har vælgedag. Det er den dag, de 15-årige unge kan søge om at komme i lære hos mestrene for de håndværk, der tjener borgen og dens folk. Will er helt syg efter at blive udtaget til ridderskolen, men hans mangler i højde og drøjde betyder, at han bliver afvist. Han bliver i stedet tilbudt en læreplads som ranger hos den tavse og mystiske Halt, også kaldet Skyggen. Rangere er en lille gådefuld flok, der er med til at opretholde kongerigets sikkerhed. Halt træner Will som Ranger - han lærer at liste sig gennem terrænet, klatre, ride, kaste med knive, skyde med bue og holde øjne og ører åbne! Samtidig er Morgarath ved at samle sine styrker til krig. En kamp som Will hovedkulds bliver draget ind.

Den brændende bro
Krigen mod Morgarath er på vej, og Will bliver sendt på mission til Celtica sammen med sin ven ridderlærlingen Horace og den unge Ranger Gilan. Da de kommer Celtica, finder de landsbyerne øde og forladte. De møder den unge pige Evanlyn, der kan fortælle dem, at Morgarath har sendt sine grumme skabninger ud for at indfange alle keltere. Mens Gilan haster tilbage for at overbringe nyhederne til kongen, opdager Will, Horace og Evanly den virkelige og skæbnesvangre skæbne for de mange bortførte keltere. For at undgå en katastrofe er de tre unge nødt til at handle hurtigt.

Begge bøger har rigtigt mange detaljerede beskrivelser af trænings- og kampscener, og med minutiøse beskrivelser af våben og træningsøvelserne. En rigtig drengeting, og John Flangan skrev da også den første bog i Skyggens lærling-serien for at opmuntre sin 12-årige søn til at læse.

Sønnen var en lille dreng, og John ville også vise, at helte ikke nødvendigvis er store muskelbundter, men at det også kræver klogskab, snuhed og taktik, at være en helt. Samtidig viser historierne også værdien af venskab, og berører kort emner som mobning og kærlighed.

En god serie, hvor flere bind er undervejs. En spændende bog, som klart kan anbefales, måske særligt til de mere actionsøgende drenge på 10-14 år.

John Flanagan: Gorlans ruiner
Forlag: Borgen
Sider: 325
Udgivelsesdato: 17.11.2006
ISBN: 87-21-02761-7
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

John Flanagan: Den brændende bro
Forlag: Borgen
Sider: 317
Udgivelsesdato: 17.11.2006
ISBN: 87-21-02762-5
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.