Flere nyheder

 
Musik
Idlewild: Make another world

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Idlewild: Make another world
Man. 5. mar. 2007

Skotske Idlewilds sjette album "Make another World" indeholder drive og melodiflader, der hæver sig over gennemsnittet. Bandet debuterede for 12 år siden med et mini-album, indspillet hos en ven i et lokalt studie, som de selv finansierede for lånte penge. Siden har Idlewild udviklet sig til et kompetent rock/folk-band.

Åbningsnummeret "In competition for the worst time" varsler solid rock med pågående guitarflader, der kompromisløst ligger langt fremme i lydbilledet, men det første umiddelbare indtryk bliver langsomt udbygget med underliggende vokal- og guitarharmonier, der bliver kendetegnende for de unge skotter. Det tredie nummer "No emotion" har således kvaliteter til at drøne direkte ind som radiohit. Der er både eksklusive guitararrangementer, et ørehængende refræn og en variation, der adskiller både nummer og musikere fra den store, sumpede flod af ligegyldige bands.

Overordnet har Idlewild en lyd, der knytter dem til den progressive, engelske rockscene, men især Roddy Woomble tilfører en storladen og folk-inspireret klang, der kendetegner det skotske islæt. Det var også behovet for at komponere mere folk-inspirerede melodier, der fik Woomble til at indspille sit halvakkustiske soloprojekt, "My Secret is my Silence", med folk-musikeren John McCusker bag knapperne. Og det er netop evnen til at kombinere det minimale og det storladne, der gør Idlewild til et mere helstøbt orkester, der har formået at flytte sig fra at være et ungt college-band, der spillede koncerter for at score damer og høvle igennem, til at blive en kvalificeret enhed med sans for både gode melodier og den simple, effektive rock.

I numrene "A ghost in the arcade" og "Once in your life" spiller Idlewild sig op til en mere højstemt lyd, der først og fremmest har et befriende fravær af den efterhånden dominerende sydengelske britpop.

Når Idlewild er bedst har forsanger Roddy Woomble kvaliteter som en ny Justin Sullivan fra New Model Army i kombinationen af det kompromisløse rock og det forløsende folk.

Guitaristerne Rod Jones og Allan Stewart har også en del af æren med deres afvekslende spil mellem minimale riffs, der bevæger sig over i melodistykker, der pludselig åbner op for en stemning, man har hørt tilsvarende i andre mere traditionelle, skotske bands.

I det hele taget er produktionen særdeles god, hvor det er lykkedes at fastholde et effektivt lydbillede med plads til både de støjende og sprudlende guitarer, den solide bund og til Woobles karakterfaste mere folk-orienterede melodiflader.

Idlewild har turneret i både UK, USA og Down Under og spillet sammen med bands som Coldplay, Pearl Jam, Rolling Stones og REM. Med albummet "Make another world" har de unge skotter taget et skridt imod deres egen mere personlige stil, og man kan håbe, at bandet finder vej til Danmark igen som hovednavn.

Se videoen til blandt andet "No emotion" her.

Sanctuary Records/Target Distribution