Flere nyheder

 
Litteratur
Mirja Unge: Mod Uret

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Mirja Unge: Mod Uret
Ons. 21. mar. 2007

Svenske Mirja Unges tredje roman er den første på dansk, men forhåbentlig ikke den sidste. Mod Uret er en fejende flot fortalt fortælling om at miste og om at stå midt i mellem mennesker, som er ens nære, men som føles så uendeligt fjerne for den, der bærer på en stor sorg.

Hanna mister sin veninde Thora ved en drukneulykke på en rejse til Filippinerne, og hun må hentes hjem til Sverige af storesøsteren, da hun er ude af stand til selv at bringe sig ud af den fastlåste situation, som Thoras pludselige bortgang har efterladt hende i. Uden Thora som fast holdepunkt flagrer Hanna hjemme rundt i det klaustrofobiske univers, som hendes familie omslutter hende med på deres egen dominerende facon. Søstrene, udgør med deres småbørn og sammensvorne intimitet en modpol til Hannas iturevne sjæleliv, og den alternative pendulsvingende moder, Marika, ser aldrig rigtig sin datters ensomhed, forblændet som hun er af sine egne selvrenselses-ritualer.

Mormoderen - af Hanna kaldet Oma - bliver et trygt holdepunkt, for hun har de sprækker af menneskelighed, som virker opblødende på Hannas forfrosne følelsesliv.

Hanna er i virkeligheden den normale i alt dette. Hun er det sårbare og formbare menneske, der søger kærlighed og accept for den, hun er. Thora gav hende svar på meget af det hun søgte, som vi ofte føler det hos de mennesker, vi holder allermest af. Og da Thora er væk, har Hanna blot hendes tøj, hendes kamera og hendes svømmekort, som hun insisterer på at bruge op, så det ikke går helt til spille efter Thora er død. Det er netop Hannas forsøg på at blive "som alle andre" der igen og igen fører hende længere ud i absurde situationer i den såkaldte "normalverden".

Mod Uret er på alle måder en smuk og lyrisk fortælling om det svære i at være menneske og søge svar på tilværelsens eksistentielle spørgsmål, når centrum i livet - den elskede - pludselig er væk.

Sproget er på engang sprudlende let og direkte, når dialogen mellem personerne flyder, og dét der under de første sider kan volde problemer i læsningen, bliver hurtigt forunderlig morsomt og genkendeligt i al sin banalitet. "Hvad skal du med det har du da aldrig haft før hvorfor skal du have det nu når du skal dø, sagde Marika i røret og Hanna hørte det." Og: "(..) Thora så lige ud og gumlede og en af mændene kom tæt hen og sagde at this i a dangerous place let me help you let me take your luggage where are you going where are you from."

Der er ren poesi i Unges beskrivelser af byen, som Hanna færdes i dag og nat, mens hun bor hos sin Oma, der lever i sin egen parallelverden til livet udenfor. "Der var noget der strakte senerne i halsen, de dirrede. Fed sad katten inden for porten og stirrede".

Som roman er Mod Uret medrivende læsning og samtidig kunst på højt plan. Det er sjældent at støde på en fortælling, der på så elegant vis formår at fremstille menneskers adfærd og følelser, som de fremstår på livets scene, uden at gøre det postuleret og forstillet. Mod Uret er en god historie, som fortælles abrupt og fragmentarisk, men som aldrig mister grebet om det alment menneskelige. Længslen efter fællesskab og kærlighed i en verden, hvor de fleste har travlt med at jage substitutter.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Forfatter: Mirja Unge
Titel: Mod uret
Forlag: Athene
Sider: 189
ISBN: 87-11-17113-8
Udgivelsesdato: 15.02.2007