Flere nyheder

 
Litteratur
Bog om krukker og potter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bog om krukker og potter
Ons. 21. mar. 2007

I Aschehoughs nye havebog er der - med udgangspunkt i gårdhaven, terrassen og altanen - inspiration til brugen af krukker og potter til at plante i. Der er råd og vejledning, muligheder for sammensætning og en planteguide.



Med udgangspunkt i et valg af krukker, der fuldender planterne, er der givet forskellige stil-typiske inspiration og ideer ud fra en række fotografier og beskrivelser. Der er "Rustikt og uformelt", hvor man kan bruge gamle dåser, pileflet og kasser. "Rent og moderne" hvor nøgleord er kantede, minimalistiske og arkitektoniske planter. I afsnittet "Formelle elegance" danner stedsegrønne plantefigurer i form af kugler, spiraler og højt opstammede formede træer basis. Derudover er der også inspiration til "Middelhavsstil", "Hængende opsætning" samt "Træer og buske".

De forskellige typer af plantebeholdere, deres materiale og pleje er gennemgået. Her er nogle virkelige tips og tricks for kendere. Bla. kan man give nye stenbeholdere et ældet look ved at smøre dem ind i yoghurt eller en blanding af kogødning og vand.

Et rigtigt godt afsnit - særligt for de mindre havekyndige - er afsnittet om tilplantning af krukker og potter, hvor omfattende billedserier viser detaljerne og tips til tilplantning af krukker med buske, sommerblomster og klatreplanter. Det er en trin-for-trin vejledning, der er rigtig godt at læse inden man første gang kaster sig ud i at tilplante en krukke. Men der er også et par tricks at lure af for de erfarne havemennesker.

11 forskellige opskrifter på tilplantning af krukker med temaer fra "vinterglød" til "sommerspir" er gode som inspiration til nye spændende kombinationer af planter. Det efterfølgende afsnit med temagårdhaver forsøger at vise, hvordan man kan skabe et helt designtema med nogle effektive komponenter til en ensartet og effektiv planteplan som f.eks. klynger af potter i en sommergårdhave.

En væsentlig del af det at have planter i krukker og potter er at holde dem i god stand - at gøde, vande, omplante og pleje dem. En god illustrativ oversigt over de væsentligste skadedyr og sygdomme er et rigtig godt element i denne del af bog.

I den sidste fjerdel af bogen er der en planteguide med forskellige planter i en mærkelig kategorisering af planter fra høje, middelhøje, mellemhøje, middelstore og til lave planter. Denne sidste del af bogen er ret triviel og kan findes bedre og mere omfattende i mange andre bøger.

Ses der bort fra den sidste del af bogen, er der tale om en udmærket og lettilgængelig bog for alle krukkeejere med god inspiration og god illustrativ vejledninger.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Royal Horticultural Society: Aschehougs bog om krukker og potter
Forlag: Aschehoug
Sider: 160
Udgivelsesdato: 12.3.2007
ISBN: 978-87-11-26901-5