Views of distant towns
Fire islandske drenge får med rå energi og lige så rå lyd den nordatlantiske klippeø til at skælve. Gavin Portland har med deres første regulære udspil skabt en udfordrende og original stil, der viser stort mod.
I 2005 udgav Gavin Portland EP'en "The end of every minute" på eget label, efterfulgt af den ligeledes selvproducerede EP "...tell us how it ended, tell us how we died".
Med "Views of distant towns" markerer bandet sig med en markant progressiv og hårdtslående stil, der alligevel i enkelte øjeblikke lyser op i glimt af poesi og dybdefølelser, man ikke forventer i et så kompromisløst musikalsk landskab.
Stilen er faktisk forunderlig i al sin enkelthed, og det er først, når man har lyttet til cd'en nogle gange, at det bliver tydeligt, at det tungeste, det mest beskidte og det mest karakteristiske ved Gavin Portland, er Addis' distortede bas, der pisker farvandet omkring Island til sprøjtende skum. I nummeret "When streetlights suddenly stops" folder den sig ud og holder nummeret oppe med en ekstrem monoton og markant tilstedeværelse, der giver kraftige referencer til støjmonotone giganter som Godflesh og Big Black. Addi hugger videre i "Breathing is hard work", som også har en utrolig hårdtarbejdende Kolli på vokalen, og man undres over, hvordan han er i stand til at skabe et så langvarende, massivt primalbrøl, som han reelt gør på hele albummet.
Thórir på guitar har på ganske forunderlig vis en evne til at lægge en relativ, men allestedsnærværende, tilbagetrukket støjflade, der er med til at skabe et samlet indtryk af en yderst kontrolleret enhed. En enhed, der bare spiller ekstremt beskidt og umiddelbart rock, hvor Sindri på trommer arbejder ihærdigt på at bygge grundspillet op så massivt som det islandske fjeld.
Musikken er effektiv, til tider nærmest uskøn, men med en fantastisk og fascinerende energi, der går rent ind, hvis man ikke er skræmt væk efter de første par numre. Har man hængt på bliver man til gengæld belønnet rigeligt med et helt sublimt udtryk i et nummeret "Watch out for the bears", der lyder som gamle God Machine anno 07, og som viser med hvor få, enkle midler, man laver god musik. Et nummer, der i øvrigt skiller sig ud fra de andre, med en nerve, der viser dybden i bandet. En nerve, der også folder sig ud på "This ain't Dakota", der kombinerer en hudflettende tilstedeværelse og et råt udtryk på overbevisende vis.
Gavin Portland lefler ikke for nogen bred appeal med finproduceret rock, og det skal de have tak for. Og det islandske label 12 Tónar skal have tak for, at bands som Gavin Portland bliver eksporteret til det danske lavlandskab, for det er fire modige drenge, der smider alt overbord og investerer sig selv i en grad, man kun kan have stor respekt for.
Udgivet på 12 Tónar.
