|
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 Tungt og ondt. Sådan kan man vist bedst beskrive torsdag aften på Loppen. Og hvis "Doomrock" virkelig er det djævelen foretrækker at smide på pladespilleren - må Acid King få massive rotationer i helvedets natklubber.
Acid King hører ind under den meget omdiskuteret genre kaldet Doom, der i dag har så mange afarter og arvtagere, at det kan være svært at finde rundt i betegnelsesjunglen. Med få ord kan Doomkodekset beskrives sådan: Numrene sættes markant ned i tempo, guitarerne skal brøle som forstærkerfrembragte dæmoner og teksterne må gerne hylde djævelen, cannabis og syre på den ene eller anden måde.
Syretrippende massemordere
Med disse sparsomme oplysninger ved hånden, var man rustet til at tage ud på Loppen i torsdags. For selvom Doom måske ikke er den mest feterede genre på hverken Boogie eller The Voice, er miljøet i allerhøjeste grad alive and kicking.
Aftenens hovednavn Acid King er et fremragende eksempel. Trioen som pt. består af Lori S., Joey Osbourne og Rafa Martinez, blev stiftet i 1993 af de to førstnævnte. Lori S. læste en bog om en syretrippende massemorder a la Charles Manson - kaldet The Acid King - og besluttede sig for at danne et band. Hun holdt så meget af bogen, at den blev påkrævet læsepensum for et hvert nyt medlem af gruppen.
Det atmosfærsiske monster
Acid King er pionerer på deres felt. En helt unik atmosfærisk tilgang til musikken, nærmest trækker publikum gennem apokalyptiske syretrips og ørkenfremkaldte hallucinationer.
Ikke desto mindre var det en halvsløj Lori S., der hele aftenen op til koncerten sad i pladebiksen og langede merchandise over disken, mens hun skiftevis pustede næse og suttede i en Faxe Kondi. Men al dårligdom forsvandt, da den lille amerikaner og hendes gruppe af langhårede betonrockere overtog scenegulvet.
Settet indledes med "Busse Woods" fra pladen af samme titel, og glider mesterligt over i 2 "Wheel Nation", fra 2005s album 'III'. Det er en yndefuldhed, som Acid King mestrer. Det lyder fuldkommen sindssygt, taget genrens credo om brutalitet og tonstunge grooves i betragtning. Men det er virkelig yndefuldt. Monsteret som vælter ud af forstærkerne glider rundt i det røgfyldte lokale som en tyk og varm tåge. Det er atmosfærisk og hypnotiserende på samme tid; som at se på en metronom - bare med ørene. Og da bandet glider over i "Bad Vision", folder Lori S. sig virkelig ud som vokalist. Frontkvinden, der ellers altid har sagt "music first - vocals later" har taget fornyet interesse i sit stemmearbejde. Og som genfærdet af en crooner fra halvtredserne, hjemsøger hendes vokal musikken med hjælp fra en ordentlig omgang rumklang - og mejsler harmonier ind i den tunge mur af guitarstøj.
"Sunshine & Sorrow" runder aftenen af inden forstærkerne slukkes, og monsteret vender tilbage til buret.
Man kan næsten ikke andet end at klappe i sine små tykke fingre over Loppens koncertkalender lige for tiden. Acid King leverede en af de koncerter, hvor man stadig smiler næste morgen, selvom man skal op på arbejde. Og der bliver flere godbidder af den slags fremover. Fremmødet er selvfølgelig altid svingende. Men et eller andet sted er det også rart at beholde de små perler for sig selv.
|
