Flere nyheder

 
Litteratur
Lars Boesgaard: Provence

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Lars Boesgaard: Provence
Man. 14. maj 2007



Lars Boesgaard, der udover at være uddannet biolog også er direktør for Gyldendal Fakta, har med sin nyeste bog "Provence" sendt en ægte perle i handlen. Der er tale om 247 siders sprudlende, provencalsk stemning, hvor et utal af vidunderlige fotografier hensætter læseren i en lettere svimmeltilstand af rejselyst.

Lars Boesgaards intime kendskab til Provence træder klokkeklart i karakter i den vidunderlige rejsebog, Gyldendal netop har udgivet. Jeg benævner bogen Provence som rejsebog, da den netop ud fra en række velvalgte kapitelinddelinger giver et superbt og levende indblik i denne så vidunderlige egn af Frankrig.

Dog kendetegnes bogen ikke ved den typisk kedsommelige opremsning af fakta, som man så ofte støder på i rejsebogsregi, men skvulper nærmest over af formidlingensglæde, der ikke kun spores i ordene, men også i de meget smukke fotografier, som forfatteren selv har taget.

Boesgaards nyeste bogskud på stammen over bøger om Provence præsenterer, som forfatteren selv skriver i forordet, ".. en række af det, man kunne kalde provençalske ikoner". Og det er netop, hvad bogen gør.

I 22 kapitler føres læseren med kyndig hånd ind i et sandt univers af sydlandsk stemning, hvor vindyrkning, olivenhøst og lavendelmarker præsenteres side om side med pottemagerne, glaspusterne, cikaderne og historien omkring pétanque.

Således kan man i Provence høre cikaderne synge i takt med pétanquekuglernes nærmest beroligende og allestedsnærværende lyde, og man kan altid være sikker på, at hvis der er en gruppe af skyggefulde plataner, så er der også en gruppe af kuglekastende mennesker, der med lyst og iver hengiver sig til pétanquespillets stærkt underholdende glæder.

Man kan også læse om den iskolde og, som det i nogle tilfælde påstås, mentaltberøvende Mistral-vind, der i et hidsigt tempo fejer gennem gader og stræder, hvor den kan gøre folk irritable.

Og man kan med fornøjelse læse om trøffeljagten i skovene, hvor trøflen - denne svampenes konge - fremsnuses af ivrige hunde, der med veludstyrede snuder finder frem til disse så luksuriøse delikatesser, der er deres vægt værd i guld.

I øvrigt er bogen også spækket med sporadisk placerede opskrifter på provencalske retter, der hensætter én i en øjeblikkelig tilstand af kogelyst og som, hvis man har en gourmands gane, straks kan få tænderne til at løbe i vand.

Bogen anbefales alle dem, der planlægger en rejse til de smukke provencalske landskaber. Den er et inspirerende supplement til alle de bundkedelige infobøger og rejseguides, der ellers florerer og dominerer rejsebogsmarkedet så udtrykkeligt. Hvis al rejselitteratur var skrevet med samme kærlighed, intensitet og indsigt som denne bog, så ville man hurtigt købe sig fattig.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Forfatter: Lars Boesgaard
Titel: Provence
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 247
Udgivelsesdato: 14. maj 2007
ISBN: 978-87-02-04277-1