Flere nyheder

 
Musik
Githead: Art Pop

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Githead: Art Pop
Man. 21. maj 2007

En super iørefaldende pop/rock plade, som især udmærker sig ved, at alle numrene er gode. Det er ikke hver dag, der kommer en cd, hvor man ikke får lyst til at springe et nummer over i ny og næ. Spøjst nok er bandet sammensat af musikere, der til dagligt er noget hårdere i deres udtryk i punk pionererne Wire og de israelske new wave veteraner Minimal Compact. Men udtrykket i Githead er nærmere tilbagelænet New Order med et strejf af Lush.

"Art Pop" er tredje udspil fra Githead, og uden at ane det mindste om de foregående album, kan man sige, at jeg er faldet til patten og har taget Githead ind i mit hjerte. Albummet røg klart ind, og jeg bestilte med det samme hele bagkataloget. Super lettilgængelig og afvekslende rock, som får en vigtig plads i min samling.

Cd'en starter med "On Your Own", der har en lækker tung guitar og umiddelbart minder mig om Snow Patrol. Det er super godt, traditionelt opbygget rock. "Drive By" er en beskidt sag, der bliver hængende i øregangene. Nogle sammenligner det med Blur, men jeg synes måske, de er en kende mere energiske. Psychedelic Furs er også nævnt som reference, og den lette, glade sound kan jeg tilslutte mig over hele pladen. "All Set Up" er det sidste nummer, jeg vil fremhæve: Jeg er vild med de 3 uptempo numre, men resten af albummet er mindst lige så godt.

Hovedmanden i Githead er Colin Newman fra førnævnte Wire, der debuterede i 1977 med "Pink Flag". Wire har været inspirationskilde for bl.a. U2, Elastica, R.E.M. og mange flere. Og det er ikke småting, han har været en del af. Både som producer og som remixer, hvor han bl.a. har haft franske Bashung og Minimal Compact igennem møllen. Det var her, han mødte sin nuværende kone Malka Spigel.

Udover Colin Newman udgøres Githead af Robin Rimbaud, der er en kendt og beundret guitarist samt et elektronisk geni, som både Björk og Aphex Twin har samplet, Malka Spigel på bas og vokal samt Max Franken på trommer. De to sidstnævnte var i 80'erne med i det israelske post-punk/post-funk band Minimal Compact. Malka har derudover sunget med i diverse projekter, hvor hun bl.a. har været i berøring med folk fra This Mortal Coil.

Udgivet på Swim Records/Target Distribution.