Flere nyheder

 
Musik
Interview med Dio

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Interview med Dio
Søn. 10. jun. 2007

Der var ikke meget død og helvede over den tirsdag eftermiddag, hvor jeg var sat i stævne med en af rockhistoriens mørkemænd på Radisson SAS Hotel. Ronnie James Dio, forsanger i bands som Elf, Rainbow, Black Sabbath og Dio, indfandt sig 20 minutter for sent, men man er vel stjerne. At det ikke var med hans gode vilje, fandt jeg senere ud af. I løbet af hele samtalen viste den klassisk uddannede sanger sig at være en usædvanlig sympatisk mand, der engageret forsøgte at svare på en række forskellige spørgsmål, der ikke alle sammen kun handlede kun om Black Sabbath.

KultuNaut: Det første album blev lavet for 27 år siden. Hvad er så konceptet for Heaven and Hell i dag? Hvad gør sangene så stærke, at de nu bliver taget frem igen?

Ronnie James Dio: Der er så mange af dem, der er tidløse. Især sangene fra "Heaven and Hell". Blandt andre "Children of the Sea" er en tidløs sang. Der var så meget godt materiale på det album - det var godt fra start til slut - hvilket var én af grundene til, at vi fik så stor succes så hurtigt. Det er bare den ene gode sang efter den anden. De er udført godt og produktionen er så velgennemført af Martin Birch. Det var et album, der var meget svært at lave, der var mange forhindringer undervejs, men alle de vanskeligheder var med til at gøre det til et godt album.

KultuNaut: Det er jo en speciel æra i Black Sabbaths historie?

Ronnie James Dio: Perioden definerede en ny generation af Sabbath-fans, eller den definerede nærmere en helt anden generation af Sabbath-fans. Der var faktisk folk dengang, der sagde, at de ikke kendte til Black Sabbath før "Heaven and Hell". Og jeg var selvfølgelig overrasket, for jeg var jo gammel nok til at kende det tidligere Black Sabbath. Men bandet havde jo heller ikke haft den store succes de sidste fire-fem år inden vi lavede "Heaven and Hell", så folk havde lidt glemt bandet.

KultuNaut: Fortæl mig om forskellen mellem de to albums "Heaven and Hell" og "Mob Rules".

Ronnie James Dio: Uanset hvad der står på kreditlisten, så var det stort set Tony Iommi, der skrev materialet på "Heaven and Hell". Vi var et meget demokratisk orienteret band, men Geezer Butler var stort set fraværende det meste af tiden og Bill Ward skrev ikke, men vi var en ret så demokratisk flok, sådan var det bare.. havde det været min beslutning, så havde det ikke været sådan, men jeg kom ind i et meget demokratisk band, og det var sådan det fungerede. Men Tony - og jeg - stod for stort set al skriveriet.

På det andet album ("Mob Rules", red.) var Geezer tilbage for fuld styrke på det tidspunkt, hvor vi begyndte at skrive, så det blev en helt anden tilgang til skriveriet. Når der pludselig er en ny person involveret, så bliver du også nødt til at please denne person - og dermed måske tilfredsstille dig selv mindre - så på den måde var det et sværere album at lave. Det var et album, der ud fra et musikalsk perspektiv var sværere at lave, men det indeholdt rigtig gode numre, der sagtens kunne have været med på "Heaven and Hell".

KultuNaut: Hvordan er det i dag at spille med de gamle Black Sabbath-medlemmer fra den tid?

Ronnie James Dio: Det er, som om tiden har stået stille både på det personlige plan, men også på det musikalske plan, bortset fra, at Tony Iommi er en 1.000 gange bedre guitarist i dag end dengang. Geezer Butler er samtidig i mine øjne en af de mest undervurderede bassister, der nogensinde har været, og han er i dag også en langt bedre musiker end dengang. Alt i alt, også med Vinnie, som jeg jo kender så godt, var det som at mødes efter dagen før, og ikke efter femten år.

KultuNaut: Både i Rainbow og i Black Sabbath, og især i Dio er der et karakteristisk tekstunivers, men hvordan afspejler det verden i dine øjne?

Ronnie James Dio: Hvis man tager "Heaven and Hell", afspejler det meget godt, hvad det er, jeg tænker. Der er ikke nogen Gud eller Fanden, der afgør, om du skal frelses eller fordømmes. Jeg tror ikke på noget efterliv, hvor vi bliver belønnet eller straffet for vores gerninger. Jeg tror på, at du skaber din egen himmel her, eller dit eget helvede. Og helvede kan være mange ting. Det vigtige er, at tage tingene for det, de er. At tage livet, som det kommer, på godt og ondt.

Hvad angår det mere fantasy-aspekt i musikken, er det mere for at stimulere forestillingsevnen hos folk. Jeg forsøger at skrive sange, hvor folk er tvunget til at forholde sig til den virkelighed, der findes i sangene, uanset om man bryder sig om det eller ej. Jeg kan godt lide at skrive i fantasy-genren, for det tvinger folk til at forholde sig til tingene på en måde, der ikke er hverdagsagtig. Det er ikke konkret og håndgribeligt, man må selv se sine egne dæmoner i øjnene. Denne insisteren på at tvinge folk til selv at skabe deres egne billeder, er også det, der adskiller os fra dyrene. Det er det, som jeg ser som min opgave her; at illustrere, hvordan der er en kamp mellem det gode og det onde - en kamp, der foregår lige her foran os, her og nu. Hvad folk tror på derudover, må de selv om.

KultuNaut: Men vi vil ikke se Ronnie James Dio skrive tekster om Tony Blair og konflikterne i verden på en mere realistisk facon?

Ronnie James Dio: Der er en sang, der hedder "The Man who would be King" på det sidste Dio-album, som så absolut er sådan. Den begyndte med at handle om korstogene og Richard The Lionheart og alle de andre frygtelige konger, og ridderne, der dengang mente, de skulle drage mod Jerusalem og skabe en balance i tingene. Sådan startede sangen i det mindste, men imens jeg skrev den, gik det mere og mere op for mig, at den havde parallelitet med det der i dag foregår med USA's engagement i Irak og i hele Mellemøsten, for den sags skyld, og i høj grad også George Bush. På den måde har jeg faktisk skrevet om de emner, bare ikke på en traditionel, realistisk måde.

Et nummer som "Children of the Sea" (fra "Heaven and Hell", red.) handler også om vores forhold til og ansvar over for vores omgivelser, vores miljø. Vi vil så gerne kunne løbe, før vi kan gå, og flyve, før vi kan løbe, men jeg opdagede hurtigt, at der ikke var nogen, der gav en skid for de emner. Der var ikke en kæft der ville høre mig tale om andet end djævelen og drager. Til sidst holdt jeg bare op med at være politisk motiveret i mine sange. Det, at Bob Dylan sang om Vietnam-krigen, ændrede ikke noget for dem, der kæmpede og døde derude. Det ændrede ikke en skid.

KultuNaut: I et interview for fem år siden fortalte du, at I var meget tæt på at gendanne Rainbow.

Ronnie James Dio: Vi var så tæt på at blive gendannet til en koncert i Tokyo, men så døde Cozy (Cozy Powel, trommeslager i Rainbow, red.), og der skete også noget på det 'politiske' plan, så det blev aflyst. At jeg i dag har fundet sammen med Sabbath, var ikke noget jeg overhovedet kunne forestille mig på det tidspunkt, men da jeg blev spurgt om jeg ville medvirke til tre nye numre til en genudgivelse af "The Dio Years", blev der åbnet døre, jeg ikke troede nogensinde skulle åbnes igen.

KultuNaut: Hvordan har du det med den nutidige udgave af heavy, hvor sangeren growler mere end han synger?

Ronnie James Dio: Jeg bruger overhovedet ikke tid på det, det afspejler intet i min verden. Den eneste kredit, jeg må give de unge bands i dag, er deres trommeslagere og bassister. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan de både kan spille så godt og så forbandet hurtigt på samme tid. Derudover finder jeg ingen glæde ved at høre folk growle og grynte, vi kalder det 'Cookie Monster Music'. Jeg kan slet ikke høre musikken i det, jeg kan slet ikke finde de gode guitarister eller gode sangere mere.

Men det er udelukkende min egen personlige holdning. Folk må høre på hvad de vil. Hvis nogen synes, det er musik at smadre en flaske mod en mur, skal de selvfølgelig have lov til at hygge sig med det.

KultuNaut: Hvad er din egen musikalske baggrund?

Ronnie James Dio: Jeg kommer fra en baggrund af klassisk musik. Jeg begyndte at spille trompet som femårig og voksede op med klassisk musik. Og det at komme fra en helt anden genre, hvor jeg har haft en enestående mulighed for at lære musikken indefra ved også at studere andre, giver mig en langt større kompleksitet, end en person, der kun kender til klassisk musik, eller en person, der kun kender til heavy metal.

Min absolutte favoritkomponist er Bach, hvilket også er den direkte årsag til at Ritchie (Blackmore, red.) og jeg oprindeligt fandt sammen. Vi var begge dedikerede fans af Bach. Faktisk kan man sige, at vi stjal mange af Bachs baslinjer og brugte dem i rocken. Bach, Beethoven og Mozart er alle fænomenale komponister, som jeg elsker at lytte til.

Men jeg lytter til en række forskelligt musik, og jeg er især vild med kvindelige sangerinder. Eksempelvis synes jeg Amy Winehouse er en rigtig spændende sangerinde, og jeg elsker også et band som Alison Kraus and Union Station, hvor guitaristen Jerry Douglas for mig er en af de største guitarister overhovedet lige nu.

Og selvfølgelig hører jeg også bands som Zeppelin, Hendrix og Purple. De er jo indforskrevet. Mit store privilegium er, at jeg har haft den store fornøjelse og ære at spille sammen med mange af dem.

Læs anmeldelse af koncerten med Heaven and Hell her.