Forventningerne til den tidligere sanger i irske The Cranberries var skyhøje, efter hendes første soloudspil "Are you Listening" udkom tidligere i år. Faktisk er det ikke forkert at sige, at salen i Vega kogte, da den lille, drengede skikkelse gik på scenen og åbnede ballet med et af The Cranberries største hits, "Zombie". Åbningsnummeret viste sig at være et pletskud, for alle sang med fra starten af, og den hede sommeraften var kun medvirkende til, at der hurtigt blev afsindigt varmt i salen.
Stemmen fra The Cranberries
Da jeg anmeldte "Are you Listening" tidligere i år, gav jeg albummet 5 ½ stjerne for dets stærke melodier, nærværende tekstunivers og for det ekstraordinære høje kvalitetsniveau numrene og selve produktionen afspejlede. Derfor var mine forventninger også helt i top, og jeg så frem til en aften med alle de fremragende sange fra det nye album, og så måske krydret med et par ekstranumre fra tiden i The Cranberries. Men jeg blev overrasket. Stort set halvdelen af hele sættet bestod af Cranberries-numre, og jeg måtte hen ad aftenen overgive mig til de klassiske pophits fra tidlig 90'erne, som blev leveret med en glæde og umiddelbarhed, der gav dem nyt liv. Som aftenen skred frem blev det også interessant at se, hvordan det nye materiale matchede og adskilte sig fra det ældre, og glædeligvis måtte jeg konstatere, at de nye numre stod meget stærkere og især meget mere personligt, sammenlignet med eksempelvis "Zombie", "Animal" og "Linger", der for så vidt er udmærkede numre, men ligesom hører en anden tid til. Dolores O'Riordan har tydeligvis bevæget sig væk fra det mere glatte og pompøse i The Cranberries, til at være en meget mere kantet, insisterende og ikke mindst nærværende sangerinde.
Bandet
Med sig havde O'Riordan brødrene Steve og Denny Demarchi på henholdsvis guitar og keyboards, Marco Mendoza på bas (som jeg for øvrigt så sidst for et par år siden, hvor han spillede i Thin Lizzy) og Graham Hopkins på læder. Hopkins har også en fortid i irske Therapy?, som i starten af 90'erne leverede en gang møgbeskidt, rå garagerock. Bortset fra den noget anonyme guitarist, viste sammensætningen en mere kompromisløs tilgang til musikken, og det klæder helt klart den karakteristiske, krystalklare sangstil, som O'Riordan mestrer. Kombinationen af det mere rå element og de melodiøse sangflader kom bedst til udtryk i de nye numre som "Black Widow" og "Stay with me", som også var aftenens absolut bedste. Her viser O'Riordan sig fra sin stærkeste side, når hun lader instrumenteringen give en ekstra og mere skarp profil på sange, der ellers kunne risikere at falde ned i det store, bundløse hul af 'gode popmelodier'.
Dolores
At O'Riordan valgte at spille så mange numre fra The Cranberries endte med at give koncerten en fin balance mellem nyt og gammelt. Der var heller ikke tvivl om, at de ældre klassikere trak flest point hjem blandt publikum, og som sådan leverede O'Riordan hvad hun skulle. Fælles for alle numrene var, at de blev leveret med en energi fra den toptrænede, lille tatoverede kvinde, der momentvist havde noget diabolsk over sig med sine kantede bevægelser og insisterende, sortrandede øjne. Jeg vil blot glæde mig til at opleve den irske sangdjævel om nogle år, hvor publikum forventningsfuldt vil tage imod numrene fra "Are you Listening" som de klassiske hits O'Riordan vil være kendt for til den tid.
