|
|
Grønnegårds Teatret præsenterer frem til d. 25. august "Glade dage" af Samuel Beckett på sit nye spillested i Odd Fellow Palæets have, der viste sig at være meget velegnet til udendørs forestillinger. Kirsten Lehfeldt behersker scenen fra først til sidst, som hun troner der i sin jordbunke og finder stadig nye og overraskende udtryk for Winnies tragikomiske situation.
Efter en årelang pause er man begyndt at spille Becketts stykker igen, muligvis foranlediget af , at han fyldte 100 år i 2006. Hvor Vi venter på Godot gennemgående er dyster og trøstesløs i sin skildring af livets meningsløshed, har Glade dage, til trods for Winnies håbløse situation, noget lyst og muntert over sig. Hun sidder som sagt i sit hul i jordbunken under en brændende sol. Alligevel synes hun, at der er så meget at være taknemlig for. Hun har sin taske inden for rækkevidde, som er en skattekiste af små uundværlige kvindeting som neglefil, læbestift, tandbørste, spejl osv. og hun glæder sig usigeligt over et ord eller bare et grynt i ny og næ fra sin mand Willie. Winnie, som ikke selv kan sove, misunder Willies formidable evne til at sove, og taler hele tiden om og ser frem til soveklokkens ringen, hvad der på paradoksal vis illustrerer hele det absurde univers, som Winnie befinder sig i.
I hele sin litterære produktion har Beckett udforsket den menneskelige tilværelse i al dens nøgenhed, og det har været hans bestræbelse at vise, at livet er meningsløst og at det er vigtigt at erkende det faktum. Han har altid afvist fortolkninger af sine stykker, men én gang gjorde han en undtagelse. Da han indstuderede uropførelsen af Glade Dage på Royal Court teateret i London i 1962, fortalte han Brenda Bruce, den første Winnie, hvordan han kom frem til at skrive stykket: Han forestillede sig, at det værste der kunne ske for nogen, var at blive forhindret i at sove; at der lyder et "dong", hver gang man er ved at døse hen, at man ikke kan bevæge sig, at man synker dybere ned i jorden, mens solen skinner ubarmhjertigt. At der er en mand, som man knap nok kan se, og som ikke er til nogen hjælp og at man kun har en taske med ting at klare sig med i livet. Og at man har mulighed for at gøre en ende på det, men ikke viljen til det, fordi man bliver ved med at have et spinkelt håb. Og, sagde Beckett, "[...] jeg tænkte hvem kunne stå det igennem og til sidst gå ned med en sang på læben? Kun en kvinde."
Man kan så komme med mange hånde feministiske indvendinger til det udsagn, men man kan ikke komme uden om, at de to personer, selvfølgelig noget karikeret, viser nogle karakteristiske sider af de to køn. Winnies maniske talestrøm, evindelige optimisme:
"hvis den ene lampe går ud, lyser den anden desto klarere"
"ingen forbedring, ingen forværring, ingen smerte"
"der hengår ikke en dag uden at der sker noget godt" - og hendes vage fornemmelse for kendsgerninger. For eksempel kommer en myre vandrende med 'en lille hvid kugle', som mystificerer hende. "Æg!" råber Willie fra dybet. Et andet morsomt indslag er hendes indgående granskning af en inskription på tandbørsten, som hun efter mange tilløb dechifrerer som - "garanteret ægte rene krusbørster Mongaleser galt - Hvad er en galt, Willie?" og det ved Willie selvfølgelig hvad er - "et kastreret hansvin."
Et langt stykke af vejen er Glade Dage også et ægteskabsdrama, der handler om at have behov for en anden, hvis ikke for andet, så for at have en at skælde ud på. Og slutscenen kan man så tolke som umuligheden af nogensinde at nå hinanden.
Kirsten Lehfeldt som Winnie og Henrik Larsen som Willie, gjorde denne Beckett forestilling til en fængslende og uforglemmelig oplevelse.
