Flere nyheder

 
Film
F for Får 3 & 4

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
F for Får 3 & 4
Tor. 9. aug. 2007




Fåret Frode er tilbage i 16 nye kortfilm, der nok skal kunne krumme smilebåndene opad i stejle kurver, i serien "F for Får". Så hvis man står og mangler lidt løssluppen underholdning med uldne får, så må man fluks slå kløerne i de to dvd'er, Nordisk Film netop har sendt på markedet med små to timers lystig bondegårdshumor.

Det går aldrig stille for sig på bondegården, hvor Frode og kumpaner sætter den u-fårudsigelige dagsorden. Her ligner ingen dage hinanden, og den stakkels fårehund, Bitzer, har mere end nok at se til, når han skal holde styr på de uldne energibomber, der aldrig gør, hvad de skal gøre. Altid roder de sig ud i problemer, laver narrestreger og sætter grå hår i hovedet på bondemanden.

Frode er fåret, der samler flokken. Omkring ham udspiller alle de små eventyrlige hændelser sig, og det er altid ham, der redder trådene ud, når det bliver for fåret. Gang på gang må han springe til, når flokken har dummet sig og lavet ballade, eller når gårdens uartige grise endnu en gang forsøger at stille de godtroende får i et dårligt lys overfor den naive bondemand.

I afsnittet En uhyggelig nat er det netop grisene, der igen er på spil med deres får-brydelser, da de en storm- og regnfuld nat spiller fårene et gyseligt puds. Et puds, der dog ender i fælles får-nøjelse for uldtotterne og grisene.

Idémanden bag serien er Nick Park, hvis fantastiske sind også har givet os eventyrene med Walter og Trofast (Wallace & Gromit), serien Creature Features, der ligeledes tager udgangspunkt i fabelagtige universer, hvor det er talende dyr, der står for den skæve satire med bid og humor. Men bedst kendt er Nick Park nok for de to film Flugten fra hønsegården (2000) og eventyret Walter og Trofast - det store grøntsagskup (2005), der som F for Får er animeret i plastisk ler.

Så hvis man ønsker at se film i samme stil som F for Får, så bør man unde sig selv at se nogle af de i ovenstående nævnte, der er mindst lige så underholdende og morsomme som serien om uldtotten Frode. Og hvis man rent faktisk ender i den situation at være blevet bidt af et galt får, og bare ikke kan få nok af dette univers, så kan man besøge hjemmesiden www.shaunthesheep.com. Her kan man læse om serien, hente computerbaggrunde med seriens figurer, spille spil, se klip fra serien og ellers følge med i, hvad der foregår på Frodes bondegård.

Udkommet på DVD fra Nordisk Film

Se film-info