|
|
Super Taranta!
Det andet album fra det østeuropæiske sigøjnerensemble, der eksekverer i folklorepunk, tilsat en spids galskab, et skvæt kulsort humor og en ordentlig røvfuld energi og ikke mindst en fabelagtig evne til at håndtere deres respektive skæve instrumenter, sprænger rammerne for, hvad et normalt veldresseret vesteuropæisk øre er trænet til at høre.
Viva Los Locos
Med sin tykke ukrainske accent skiftevis crooner og brøler frontmanden Eugene Hütz sig gennem albummets 14 skæringer, der på ekvilibristisk vis blander traditionel østeuropæisk sigøjnermusik med et godt gammeldags punkdrive. Og på skuldrene af de resterende syv medlemmer sidder en flok liderlige dæmoner og pisker musikken frem i et konstant eskalerende crescendo af støj, skønhed og livsbekræftende vanvid. Der er ikke tid til en slapper på divaneseren, ikke et øjeblik, hvor pulsen ikke truer med at forlade kroppen og leve sit eget liv på det tøjlesløse gogolske dansegulv. Og hvor er det herligt!
Punk og Balkan
De seneste år har en sprudlende folkpunk fundet et støt voksende publikum, ikke mindst takket være de gale nordmænd i Kaizers Orchester og Skambankt, finsk/svenske Urga, deres irske åndsfæller i Pogues og amerikanske ditto i Kickdrop Murphys, bare for at nævne nogle få. Gogol Bordello ligger i lige forlængelse af disse bands, men har tydeligvis stærke rødder i Balkans sigøjnermusik, og læser man listen over deres egen tourbus-musik på bandets hjemmeside er der en ligelig blanding af for undertegnede fuldstændig ukendte kunstnere med underlige navne, der formentlig spiller op til Balkans fede fester med svingende gevandter og levende bål i gaderne, mens slivovicen flyder i stride strømme. Sammen med lokalkunstnerne finder man dog også klassiske punkere som Black Flag og Dead Kennedys o.a.. Forestil dig, kære læser, sigøjnerens violin og perkussion, spillet med en energi og fandenivoldskhed som Jello Biafra & Co., så har du et meget godt billede af Gogol Bordello.
Øst kontra Vest
I numrenes tekstunivers er der også et sprælsk anarki, for eksempel i nummeret "American Wedding", hvor hr. Hütz efterlyser vodka og marinerede sild, bandet, der skal blæse gæsterne ad helvede til og forsyningerne, der skal holde festen kørende i tre dage. I stedet er der en forkølet DJ og en flok lige så forkølede amerikanske kageædende blegnakker, der stirrer mismodigt i gulvet, mens festen aldrig bliver til noget. I Gogol Bordellos univers er det netop det, det handler om: At finde livsglæden og krænge den ud af kroppen med et dybtfølt vræl og omfavne livet i al sin anarkistiske herlighed og tøjlesløshed. Velbekomme!
I titelnummeret "Super Taranta" bekender bandet sig klassisk til de kendte Balkanrytmer, med det stigende, hvirvlende mantra af russisk snit. Man fornemmer de hugsiddende, spjættende kosakker, mens bandet høvler energisk på instrumenterne. Det fås ikke bedre.
Det ultimative liveband
Gogol Bordello har skabt sig et ry som et fantastisk liveband, som i den grad trykker den af til deres koncerter. Og her ligger også den eneste begrænsning i deres studiealbums: Evnen til at indfange og gengive den energi og anarki, deres liveshows indeholder. En næsten umulig opgave, når man sidder hjemme i stuen med en kop kaffe og hunden gør ad postbuddet midt i det fedeste nummer. Men der er masser af politiske optøjer, anarkistisk poesi som hos Pogues og sort humor som hos Kaizers. Gogol Bordello har det hele, men gør dig selv den tjeneste at tage ind og se dem live i Vega den 29.11. I mellemtiden kan du varme op med det udmærkede album her.
Udgivet på One Side Dummy/Kick Music.
