Jetpetz

Nye danske, debuterende Jetpetz leverer charmerende tyggegummirock med frækt glimt i øjet, slidstærke melodier og med en kant, der giver nogle tiltrængte ridser i den polerede fernis i numre, der enkelte steder truer med at gå lidt i tomgang. Lovende debut med flot produktion.

Tresserromantik møder firserrock
Ved første gennemlytning af Jetpetz' debutalbum er der adskillige inspirationskilder, der springer i øjnene. Men på forunderlig vis lykkes det de seks kreative kræfter i Jetpetz at veksle mellem og variere deres forbilleder i lyd og udtryk og gøre dem til deres egen på overbevisende måde. Hvilket faktisk er godt gået, da sådanne projekter ofte ender med at være forfladigende gengivelser af klichéer på klichéer. Man skal enten være bedre end sit forlæg eller bruge det på en ny og kreativ måde, der giver nyt liv til gammelt stof. Førstnævnte kan de absolut færreste, og sidstnævnte afslører, om man har talent og engagement for at ville noget med sin musik, andet end at behage dejfarvede marketingsfolk og tomt buldrende hitlister. Jetpetz har både talent og engagement.

Lisbet Frisenette har med sin karakteristiske vokal en fantastisk evne til at levere de næsten musicalagtige popfraseringer, som Blondie var ambassadør for og som Transvision Vamp bragte ind i 80'erne med en ny, kantet tilgang. Men allermest lyder Frisenette og resten af Jetpetz momentvist som engelske Echobelly, tilsat en mere let lyd, knap så rocket - og så alligevel ikke, for pludselig skærer Janus Kampmann og Kasper Flindt igennem lydbilledet med nogle guitarflader og støjsekvenser, som lægger en klædelig afstand til det ufarlige pop.

Første skæring "Waterfallen eyes" har elementer af den godt indarbejdede popmelodi, der ubesværet vil sno sig ind i folks nervesystem, med allerede med tredje skæring "Electrify" viser Jetpetz, at de har meget mere end det at byde på. Lyden bliver skarp og kantet og Frisenette viser sig pludselig som en femme fatale på det glohede dansegulv med en fræk og insisterende attitude. I "Fucking Marz" springer Jetpetz ud som go-go-rockende dæmoner, mens udtrykket i efterfølgende "life Outside" og "Wasteland" er langt mere melankolske og dystre med emotionel dybde. Der er mere personlige tanker og følelser på spil her, men melodierne holder, og Jetpetz har vist deres imponerende portefølje, der har vist sig at indeholde mange flere lag, end man først anede.

Ragtime Noir
Højdepunktet når Jetpetz i mine ører med det overbevisende nummer "Leo Bernstein", hvor man pludselig befinder sig i et flot og dansende Broadway-show, og Frisenette springer ud som en vrængende og forførende Liza Minnelli-klon.

I det efterfølgende pop-pornonummer "Operator no. 9" forfalder Jetpetz dog til det, som trækker lidt ned i det samlede billede. Et flot skåret poprefræn med en følelsesladet vokal og åbne, halvakustiske guitarer, der næsten bliver for meget af det gode. Man hører med det samme, når kanten mangler, og nummeret "bare" bliver et godt popnummer uden langtidsholdbar nerve. Heldigvis slutter det hele med "Remember me as a Child", hvor smerten glider ind i Frisenettes stemme igen og lyder som en blanding af Anisette og Kate Bush i et mørkt, melankolsk tilbageblik på en svunden barndom og det selv, der måske gik tabt i opvæksten.

MySpace
Et besøg på Myspace viser med al tydelighed, at Jetpetz allerede har adskillige utålmodige venner, der spændt afventer bandets første udspil, og som alle viser en umiddelbar og forståelig begejstring for bandets måde at favne dansegulvet, sjæleren og vrængeren i et konglomerat af det bedste fra klassisk pop til udfordrende beat. Jetpetz har kvaliteter til at nå langt, og først og fremmest har de noget på hjertet med deres musik. Velkommen!

Udgivet på Slow Shark Records