.. About to Destroy Something Beautiful
Konservatorieuddannede mørkemænd bygger melankolske og højtsvungne rockepiske melodier på den simple og dybt personlige singer/songwriter-tradition. Danske Mikkel Schack har samlet et solidt velspillende band, men lykkes ikke hele vejen med deres storladne projekt.
Intelligent melankoli
Mikkel Schack har spillet solo mange steder og mange gange og ofte steder, hvor musikeren i gulvhøjde med sit publikum kan fremvise de nøgne kompositioner kun iført guitar og sang. Disse kompositioner fra Schacks store bagkatalog er nu blevet udbygget med et flot og velfungerende storladent debutalbum, hvor stilen er ligelig fordelt mellem det intimt nærværende og det radiovenlige, amerikanske mainstream.
Tillad mig at komme med kritikken først: Mikkel Schack Band spiller yderst veluddannet og teknisk set rock af en usædvanlig høj standard. Og altid uhyre velplanlagt og flot disponeret. Problemet er, at de netop bliver mere storladne og velgennemtænkte, end de bliver slidstærke og originale. MSB skal, firkantet sagt, beslutte sig, om de vil spilles i radioen eller om de vil ud i tilrøgede rockklubber og fyre den af. Vil de være de nye Dizzy Miss Lizzy og opnå et par klassiske pophits, eller tør de investere sig selv, ud over deres tekniske kunnen?
Ødelæggelsen af noget smukt
Med ovenstående kritikpunkt in mente skal det understreges, at MSB har utrolig mange kvaliteter i deres numre, og ikke mindst teksterne er velfungerende og tydeligvis velbearbejdede. Det er tekster, man kan fordybe sig i og hente masser af stemning og budskaber i.
Den første skæring "Doing Time", som er et af pladens bedste, åbner med en intro i mol, hvor sang og guitar indvarsler elementer af de mere grå sider af tilværelsen. Nummeret bygges langsomt op og tager endelig fat med en - kort sagt - fed lyd på trommer og bas, der ligger langt fremme i lydbilledet. Muligvis et tydeligt fingeraftryk fra produceren Jacob Hansen, der også er manden bag knapperne på Volbeat og Powderhog. Effektivt er det i hvert fald. Inspirationskilderne ligger også lige for: Mikkel Schack lyder som en ung David Coverdale, for dem, der kan huske Whitesnake i 70'erne, iblandet lyden fra nutidige bands som Anathema og Opeth, dog uden at have deres episke kvaliteter.
Albummets anden skæring "As Good as it Gets" er en mere jævn affære, hvor det faktisk er svært at se, hvor bandet vil hen. Her er vi henne i den mere stuerene radiobasker, der gør sig rigtig godt ud i omkvædet, men hvor er sveden og smerten blevet af? Måske er det bare ikke bedre, som nummeret hentyder til?
"From time to time" er derimod en god klassisk omgang sved og lir, hvor bandet også får fyret op under kedlerne på både rytme og guitar. Der er hitpotentiale, og nummeret cementerer meget godt de talenter, der er i MSB.
Og det er det samlede indtryk af hele albummet: Der er flere rigtig gode numre, og der er ikke skyggen af tvivl om, at bandet besidder store kvaliteter med hensyn til deres tekniske kunnen og deres lyst til at lave velkomponeret rockmusik. Men symptomatisk nok hedder det næstsidste nummer "Where are we heading", for jeg håber at MSB finder ud af, hvor de vil hen og ikke mindst, hvilket publikum, de spiller musik for.
Singer/songwriteren
Sidste skæring "Never talk to Strangers" er Mikkel Schack selv og guitar, som lader albummet fade ud med en melankolsk sang på bedste singer/songwriter-manér, men jeg kan absolut bedre lide MSB, når de får trommerne og bassen frem i lydbilledet og får fyret op under kedlerne. Mere af det.
Udgivet på Trechoma Records
