Radio City Music Hall 2007
Eksklusiv liveudgivelse af de sjældne med besætningen fra den epoke af Black Sabbath, der også er kendt som 'The Dio Years'. En epoke som reelt består af de tre studiealbum "Heaven and Hell" (1980), "The Mob Rules" (1981) og "Dehumanizer" (1992), hvor Ronnie James Dio erstattede en stofmisbrugt Ozzy, og Vinnie Appice overtog tønderne af en lige så 'træt' Bill Ward.
Lad mig lægge kortene på bordet og erklære min uforbeholdne respekt for og fascination af de gamle drenge i det lige så gamle Black Sabbath, som på elegant og overbevisende vis leverer varen.
Dobbeltdisken indeholder en sand perlerække fra primært de to album "Heaven and Hell" og "Mob Rules", der også er dem med de klart bedste numre, set i forhold til det noget mislykkede projekt "Dehumanizer". De to første album præstere så slidstærke klassikere, at det er en sand fornøjelse at genhøre dem i denne utroligt velproducerede liveindspilning fra New York i begyndelsen af den turné i 2007, der også bragte Heaven & Hell til København til et brag af en koncert i KB-Hallen tidligere i år.
Lyd, lir og legestue
Normalt bruger jeg ikke så meget tid og opmærksomhed på liveindspilninger, fordi de sjældent har et kvalitativt godt nok lydniveau, og fordi numrene sjældent er bedre end på studiealbummene. Begge forhold er modsat på denne eminente udgivelse. Lyden er ganske enkelt helt i top. Der er en balance og en dynamik i lydgengivelsen, som der faktisk ikke er helt tilsvarende på de oprindelige studieindspilninger, bl.a. fordi teknikken var mindre god for 30 år siden. Det er en helhjertet, dedikeret og ikke mindst uhyre velproduceret relancering af et stykke rockhistorie.
Engagementet og dedikationen hos bandet på scenen kommer først og fremmest til udtryk i deres levende og tændte gengivelse af de gamle numre, hvor ingen soloer er de samme. Og hvorfor skulle de også være det? Tony Iommi er en 1.000 gange bedre guitarist end dengang, og man hører især, hvordan de enkelte musikere har udviklet sig siden da. Samtidig med at de er tro mod det gamle materiale. Og så tilgiver man gerne, at Dio ikke besidder en 30-årigs stemmestyrke. Han giver det, han har, og det er i mødet med lysten til at levere, genkendelsens glæde og euforien i det at opdage, at numrene faktisk stadig er skidegode.
Sort svanesang
På cd'en er også et par nye numre, og især "Shadow of the Wind" har et absolut godkendt kvalitetsniveau, og i et kort øjeblik lugtede det også af muligheden for et helt nyt album med konstellationen Heaven & Hell, men det er der intet der tyder på, på nuværende tidspunkt. Og det gør faktisk heller ikke noget. Så længe vi har fornøjelsen af at genhøre de fremragende liveudgaver af de lige så fremragende numre som bl.a. "Children of the Sea", "Voodoo", "Falling off the Edge of the World" og "Lonely is the Word".
Publikum synger med, som stod de på scenen med bandet, hvor Geezer Butler fyrer den heftigste og mest vitale bass af, og Appice er sikkerheden og stabiliteten selv med sit solide slagarbejde. Dio er stadig, godt 45 år efter hans karriere startede, indbegrebet af den storladne, episke rockstemme, hvor de store myter og dybder lever deres højtsvungne liv, og Tony Iommi leverer et guitarspil, der ikke kan andet end at imponere med sin vitalitet, sit beskidte drive, sin helvedesild, ja, klicheerne står i kø, men for helvede, hvor gør han det godt.
Lad dette bare blive det sidste vi hører fra Black Sabbaths "Dio Years", for vi har fået det hele i en uforglemmelig luksusgengivelse og en luksusoplevelse.
Udgivet på Steamhammer / Target Distribution
