An Ocean Between Us
Fjerde udspil fra amerikanske As I Lay Dying fra San Diego, Californien, er en kompromisløs tour de force i hardcore metal, med elementer af punk og nu-metal, der løfter det samlede indtryk op til, hvor de skællede engle spiller på deres Fender-harper. Man gyser af velvære.
Litterære referencer
Hvad har dette metalband til fælles med William Faulkners femte roman "As I Lay Dying" fra 1930? Umiddelbart intet. Faulkners roman er et af de første litterære eksperimenter med den såkaldte stream-of-consciousness, hvor et kalejdoskopisk kor af stemmer, hvoraf nogle er i live, nogle døde, mødes i en umiddelbar verden af følelser og udtryk. Titlen er derudover i øvrigt et citat fra Homers "Odyseen", XI bog, hvor Agamemnon taler til Odysseus, på vejen ned til Hades. Måske er der mere et fællestræk her? Mere om det senere.
Klassisk metal med elementer af punk
Første skæring "Separation" fungerer mest som en intro med ildevarslende guitar, som i høj grad eksploderer i det følgende "Nothing Left", hvor især Jordan Mancino på trommer og Josh Gilbert på bas sparker gang i festen med en imponerende styrke og lyd. Det lyder som et fyrværkeri af maskingeværer, der fejer hen over det mytiske, sønderrevne landskab i Tim Lambesis' lyriske brøl.
De to guitarister Sgrosso og Hipa holder aldrig et sekunds pause, men det mest imponerende er deres evne til et konstant afvekslende spil, der bevæger sig fra klassiske soloer og riffs, som man bedst kender fra Iron Maiden, over i dystre dommedagsrytmer, som især Pantera og Slayer plejer at have eneret på. Høj, høj klasse er det i hvert fald.
I titelnummeret "An Ocean Between Us", som starter som torden og helvede, skifter Lambesi fra det dyriske dybe brøl til et mere melodiøst leje, som tilføjer en yderligere dimension til den ellers klaustrofobiske stemning. Der er her kvaliteter og stiltræk til fælles med de bedste af især amerikanske nu-metal bands, der kombinerer hardcore-metal med den mere mainstream melodi.
Der er i det hele taget hos AILD en fantastisk evne til at holde en gennemført ond lyd og rytme, der momentvist bliver opløftet af en næsten fløjlsblød melodi og kvalitet, man ikke forventer i dette landskab.
On a Mission from God
Når AILD har taget deres navn fra Faulkners roman, giver det ikke rigtig mening, men når man tænker på Odysseus' rejse til Hades er der flere ting, der springer i øjnene. For AILD er kristne. Det er ikke et kristent band, men de er kristne medlemmer i et hardcore metalband. Umiddelbart et underligt koncept i en verden af læderbeklædte satandyrkere, der besynger ondskab, død og ødelæggelse. Men AILD er faktisk ude i et meget sympatisk projekt. Ifølge deres egen hjemmeside, hvor de beredvilligt svarer på spørgsmål om deres tro, ønsker de at vise, at kristendommen er meget mere og meget andet end dogmatiske, konservative præster, der salvelsesfyldt moraliserer og prædiker, mens folk, og især de unge, flygter ud af kirkerne. AILD er simpelthen ude og vise deres publikum, at der er et alternativ og at troen er en positiv kraft, man godt kan rumme - også selvom man er tatoveret på 60 % af kroppen.
.. heldigvis bliver AILD aldrig salvelsesfulde eller missionerende på en usmagelig måde, og bedst som man frygter, de er ved at snige Vorherre in ad bagvejen, tordner de i gang med "Comfort Betrays" og "Wrath Upon Ourselves", der har sine ben solidt plantet i en gang overbevisende punkrytme og en energi af de sjældne. Der er i det hele taget tale om djævelsk godt, undskyld mig udtrykket, metal i særklasse.
AILD kan opleves live på Loppen den 22. september, hvor de spiller sammen med bandet Darkest Hour.
Udgivet på Metal Blade Recordings/Target Distribution.
