Interview med Jordan Mancino, trommeslager i As I Lay Dying, Loppen 22. september
Der var masser af turister på Staden, der slentrede rundt, mens de nød det gode vejr, og denne dag var det tydeligt at se, at Christiania er en af Københavns mest besøgte turistattraktioner. Senere samme aften ville det igen myldre med mennesker, men nu med folk på vej til Loppen for at se amerikanske As I Lay Dying, der spiller hardcore metal af bedste skuffe.
Inden for summer det af aktivitet fra de mange teknikere og roadies, der myldrer rundt og gør klar til aftenens metalbrag, og helt nede bagerst bliver jeg præsenteret for en langhåret blond fyr, der viser sig at være den hårdtslående trommeslager fra AILD. Iført hverdagstøj og åbne sandaler er der dog ikke meget død og helvede over Jordan Mancino fra San Diego. Han byder velkommen med et åbent og sympatisk smil, og vi plumper ned i de slidte sofamøbler i det ramponerede baglokale.
Hvordan arbejder I som gruppe, når I laver numrene?
- Da vi gik i gang med at planlægge albummet "An Ocean Between Us", besluttede vi fra starten, at numrene skulle tilrettelægges som skitser, inden vi gik i øvelokalet. Det hele var planlagt på forhånd, så vi vidste, hvor vi var på vej hen. Vores producer, Adam, var også med i hele processen og kom med idéer til arrangementerne og forslag til, hvordan det skulle lyde. Vi havde lært fra vores tidligere albums og især det forrige ("Shadows are Security", 2005, red), hvor det slet ikke var struktureret på samme måde. Faktisk var der to numre, som jeg først gik i gang med at øve på, dagen før de skulle indspilles i studiet.
Med det nye album har vi været meget mere fokuserede og på forkant med processen, og resultatet er da også en langt bedre lyd og langt mere sammenhæng i og mellem numrene.
Er der ikke et paradoks i, at I er kristne samtidig med at I spiller hardcore metal?
- Overhovedet ikke. Vi spiller musik primært fordi vi elsker at spille, og vi er alle vokset op med punk og trash, og det er den stil, vi kan lide. Det er jo ikke sådan, at jeg går rundt og skammer mig over at være kristen.
Jordan Mancino lægger armene over kors, bliver lidt fjern i blikket og signalerer med al tydelighed, at han efterhånden er godt og grundigt træt af at svare på disse spørgsmål. Så jeg går hurtigt videre til det næste.
Hvordan er det at spille som hovednavn for 20.000 mennesker, og så komme på besøg i en klub, hvor der max må være 400?
- Om der er 20.000 eller tyve, det gør ikke nogen forskel for os. Bare der kommer nogen, så spiller vi gerne. Omvendt er man jo tættere på sit publikum, når man spiller de små steder, og det er da altid en kanonoplevelse. Vi glæder os utrolig meget til at spille på Loppen i aften, og vi var i Odense i går og spille et sted, der ikke var meget større end det her.
Hvad er jeres inspirationskilder?
- Vi har altid spillet trash metal, og der er ingen tvivl om, at bands som f.eks. Iron Maiden har betydet meget i vores måde at spille på. Det er klassisk metal med et drive, som er hentet fra punkmusikken.
Numrene på "An Ocean Between Us" er arrangeret på den måde, at riffs og melodier er det grundlæggende element, men det er trommer og bas, der ligger forrest i lydbilledet. Adam har placeret mine trommer langt mere fremme end på de tidligere albums, hvilket giver et langt mere drive og energi i de enkelte numre.
Anmeldelse af koncerten her
