Flere nyheder

 
Litteratur
Nuets kraft - 50 inspirationskort

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nuets kraft - 50 inspirationskort
Tir. 25. sep. 2007




Eckhart Tolle taler uafladeligt om vigtigheden af at være nærværende - at være tilstede i nuet - at sige ja til det, som er. I samme øjeblik du accepterer det, som er, har du gjort dig fri af sindet. For det er sindet og tankerne i det, der skaber angst og fortvivlelse. Vågn op, siger Tolle, kom til dig selv. Vær tilstede! og skønt det lyder besnærende enkelt, kræver det en vedholdende åndelig disciplin.


Eckhart Tolle, en af vor tids store spirituelle lærere, behøver vel næppe nogen introduktion, eftersom hans første bog Nuets Kraft vakte enorm opmærksomhed, da den udkom på dansk i 2004. Han gæster Danmark i disse dage, har holdt foredrag i Tivolis Koncertsal den 17. september og leder for øjeblikket et 4-dages retreat i Mols Bjerge.

Tolle har i forskellige sammenhænge fortalt om sin egen åndelige opvågnen, der skete en nat, da han var i begyndelsen af tyverne. Efter en lang depressiv periode vågnede han op midt om natten i ekstrem angst og hørte en indre stemme, der sagde: "Jeg kan ikke leve med mig selv mere." Han så på tanken og følte, at han havde to personer inde i sig, og han stillede sig selv det spørgsmål: "Hvem er jeg og hvem er det 'mig selv', som jeg ikke kan leve sammen med mere?" På en eller anden måde skilte det, han kaldte bevidstheden sig ud fra den anden instans, som han kaldte den konditionerede bevidsthed, den der gav ham identitet, men tillige denne angst og fortvivlelse. Derefter fortæller han, hvordan han blev trukket ned i en malstrøm af energi, han forsøgte at stritte imod, men fik at vide: Lad være med at gøre modstand, og han overgav sig og følte, at han forsvandt ned i en form for intethed. Han huskede ikke ret meget mere fra den nat, men den næste morgen vågnede han op til en slags genfødsel. Han fortæller, at der herskede en vidunderlig fred over alt, alle ting var som om, han så dem for første gang. Alt var nyt, friskt og levende. Han læste i Biblen, at Jesus engang have talt om en fred, der går ud over al forståelse, og sådan følte han det, denne indre fred havde ikke nogen årsag. Han fandt efterhånden ud af, at hans tankevirksomhed var reduceret med 80 %, hvilket han følte som en befrielse, og han blev klar over, at denne indre fred kom over ham, fordi der ikke var så mange tanker mere.

Det er sindet, det er den uophørlige mentale støj af tanker, der forhindrer én i at være nærværende og derved få en større livsfylde og glæde i tilværelsen. Men det kræver et bevidsthedsarbejde, det kommer ikke af sig selv, og her kommer disse såkaldte 50 inspirationskort ind i billedet. De er et slags koncentrat af bogen Nuets Kraft og kan give en form for åndelig indsprøjtning. Man kan se på det som en smart fidus fra forlagets side for at lokke nye læsere til, der måske ikke orker at læse en hel bog om nuets lyksaligheder. Men Tolles lære er faktisk velegnet til at blive stykket ud i disse næsten poetiske sentenser, der hele tiden er variationer over det samme tema med følgende overskrifter : NUETS KRAFT - NÆRVÆRETS KRAFT - AT HÆVE SIG OVER TANKEN - ÅBNINGER TIL NUET - GLÆDEN OVER AT VÆRE TIL. Her kommer afslutningsvis et citat fra et af kortene:

"HVIS DU VAR BEVIDST, det vil sige fuldkommen til stede i Nuet, ville al negativitet opløse sig nærmest øjeblikkeligt. Den kan ikke overleve dit nærvær."

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Eckhart Tolle: Nuets Kraft - 50 Inspirationskort i æske
Forlag: Borgen
ISBN: 978-87-21-03049-0