"I am a jazz-singer. Although I had many of you fooled in the nineties!"
Curtis Stigers er mest kendt for det pop-album han fik stor succes med i 90'erne. Men - som han også selv slog fast - han ER jazz-sanger. Og det beviste han til fulde, da han gav en mindeværdig koncert søndag d. 21. oktober på "Posten" i Odense.
Ledsaget af sit (sædvanlige, fristes man til at sige) backing band "Tri-fi" (Matthew Fries på piano, Phil Palombi på kontrabas og Keith Hall på trommer) blev der leveret en stor koncertoplevelse, som nok ikke lod mange i tvivl om, at man var vidne til nogle af de bedste jazz-musikere i verden i øjeblikket.
Men selvom det er jazzen Curtis Stigers har hengivet sig til, så er han bestemt klar over, at det var hans sviptur forbi poppen, der gav ham hans gennembrud. Og det er en del af hans historie, som han også gerne vedkender sig, selvom han omtaler sit daværende image med det lange hår og slidte jeans med et skævt smil.
Det største hit fra dengang "I wonder why" har han også stadig med sig - men nu konverteret til et jazz-nummer, hvilket det bestemt ikke bliver ringere af.
Stigers er en af de musikere der tydeligvis trives i selskab med publikum. Og som virkelig også formår at få publikum til at trives i selskab med ham. Hans små anekdoter, lune humor, og hans overskud til hele tiden at være nærværende omkring de ting der sker - ventede såvel som uventede - gør, at der bliver skabt en intim og hyggelig atmosfære.
Og derved føler man aldrig, at man bare er vidne til en koncert på autopilot. Tværtimod havde man nærmest en fornemmelse af at man sad i hans dagligstue, bare nogle venner, samlet omkring lidt hygge og musik.
Men netop jazz-musikken skal også helst opleves i intime rammer.
Og set i det lys, var det måske lidt ærgerligt at koncerten blev holdt på Posten i stedet for det langt mere intime og hyggelige (men også noget mindre) Jazzhus Dexter.
Okay, man havde da gjort lidt for at skabe det rigtige miljø til koncerten - i området lige foran scenen var der blevet sat cafeborde og stole op - og bag dem var der stolerækker til det øvrige publikum. Men den store sal på Posten virkede nu alligevel noget tom, med de omkring 100 gæster til koncerten.
De måske ikke helt perfekte rammer omkring koncerten kan dog ikke ændre på, at det var en fantastisk god koncert.
Der var nærvær, rigtig god kontakt til publikum, et super godt backingband - og derudover har man jo i Curtis Stigers en saxofonist og jazz-sanger af de absolut bedste.
