Flere nyheder

 
Litteratur
Stærk mand i Hollywood

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stærk mand i Hollywood
Fre. 26. okt. 2007

Danmarks stærkeste mand i USA (Sven-Ole Thorsen) har netop begået den hudløst ærlige selvbiografi "Stærk mand i Hollywood" om sit liv som bodybuilder, skuespiller og stuntman. Et liv, der ikke altid har været en dans på roser, men som blandt andet har involveret et mangeårigt misbrug af anabolske steroider og en kæft-trit-og-retning-opvækst.

Man skal ikke være specielt velbevandret indenfor actiongenrens adrenalinunivers, førend man er stødt på Sven-Ole Thorsens gigantiske skikkelse i en mere eller mindre perifer rolle - ofte i film, der har vennen Arnold Schwarzenegger som hovedrolleindehaver. Men før den store dansker blev stor, var han en splejset knægt fra København, der ikke altid havde lige meget at le af.

Selvbiografien som form skal man tage med et gran salt. Man ved, at forfatteren har rig mulighed for at pynte her og slette der - at lægge til og trække fra. Men når det er sagt, og man som læser er bevidst omkring forfatterens mulighed for at jonglere med sandheden, så har man en blændende mulighed for at få indblik i et andet menneskes liv og færden. Dette bliver jo i særdeleshed interessant, når det pågældende menneske er af en så solid støbning som Sven-Ole Thorsen, der har kæmpet sig vej fra Københavns brostensbelagte gader til Hollywoods stjernebestrøede kendisparadis.

Sven-Ole Thorsens livshistorie begynder den 24. september 1944, da han fødes på Nørrebrogade i København. Han er en splejset dreng, der ikke altid har det lige let - hverken hjemme eller i skolen, hvor han bliver mobbet. Han var dygtig i skolen - et UG-barn - men fik ikke lov til at fortsætte på gymnasium, da faren havde andre planer for sønnen. Derfor endte Sven-Ole Thorsen som udannet maskinarbejder, hvilket ikke just må siges at være drømmejobbet for en, der ikke bryder sig om snavsede fingre.

Som en af de første danskere opdagede han bodybuilding - og senere karate - hvilket betød, at et nyt liv åbnede sig for ham - bl.a. som dørmand, bodyguard og udsmider på diverse diskoteker og sexklubber i Danmark og Sverige. Desværre fulgte misbruget i kølvandet på ønsket om en større krop, hvilket betød, at han langsomt mistede fodfæstet med realiteten. Ud kom han dog af misbruget, og dørene til en karriere i Hollywood bød sig til.

80'erne var et årti, hvor Thorsen stort set var selvskrevet til en mindre rolle i alle de film, vennen Arnold Schwarzenegger optrådte i, og hans navnetræk pryder da også sådanne navnkundige actionproduktioner som bl.a. Conan the Barbarian, Conan the Destroyer, Red Sonja, Commando, Raw Deal, Predator, Lethal Weapon, Red Heat, Total Recall og Harley Davidson and the Malboro Man. Som filmelsker har jeg trofast fulgt Sven-Ole Thorsens filmkarriere, siden jeg som ganske ung knægt første gang så ham gi' den gas som Thorgrim i John Milius' storslåede fantasyfilm Conan the Barbarian fra 1982, og der gik nærmest sport i at spotte den store dansker, når han havde en af sine små fremtoninger på skærmen.

Bogen er henvendt til dem, der gerne vil have et kig bag kulisserne. Til dem, der ikke kun er interesseret i en dansker, der har klaret sig godt i Guds eget land, men som også kunne tænke sig at få lidt insiderinformation om, hvorledes filmens verden i Hollywood tager sig ud gennem en danskers briller. Sven-Ole Thorsen skriver levende, ærligt og medfølt, og bogen kan i den grad anbefales til alle action-aficionados, der er vokset op med alle de bulder-og-brag-film, den danske viking har medvirket i.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Stærk mand i Hollywood: Sven-Ole Thorsen
Forlag: Aschehoug
Sideantal: 272
ISBN: 978-87-11-30033-6