Flere nyheder

 
Musik
Moonspell: Under Satanae

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Moonspell: Under Satanae
Fre. 26. okt. 2007

De portugisiske Dark Metal-konger Moonspell griber tilbage til deres ældste materiale og genindspiller det i nye versioner, der gløder af styrke og loyalitet mod de gamle klassikere. Der er ikke meget sardiner, sololie eller strandfodbold over de sydeuropæiske mørkemænd, der cementerer deres position som et af Europas mest spændende og vitale metalbands med denne revival af fordum intensitet, som momentvist ikke har været helt til stede i deres seneste udgivelser.

Populære portugisere
Moonspell er det eneste metalband ud over Metallica og Iron Maiden, der har ligget på førstepladsen af den portugisiske Album Chart. Placeringen fik de med deres album Sin/Pecado fra 2006, som også fik en fornem placering som nr. 68 på den tyske tilsvarende top-100. Placeringer, som afspejler deres position som et af de mest populære metalbands i denne del af Europa. Det skal dog tilføjes, at Moonspell også har spillet flere koncerter i Danmark for udsolgte sale.

Med genindspilningen af alt materialet, der ligger før deres første album Woolfheart fra 1995, vækker Moonspell klassikere til live, som avantgardenumrene fra EP'en Under the Moonspell fra 1994 og det dystert forførende "Serpent's Angel", som er en af de allertidligste Moonspell-indspilninger med 15 år på bagen. Der er tale om voluminøse klassikere, der formelig sprudler af liv og død. Døden lurer konstant i det mørke skumringsmetal, men jeg skal love for, at d'herrer Langsuyar, Nisroth, Passionis, Morning Blade og Ahriman sparker liv i de gamle travere, så det er en ren fornøjelse at drikke af deres Fountain of Youth.

Intro, Media, Outro
Under Satanae lægger ud med de oprindelige fem numre fra Under the Moonspell, som også er de mest eksperimenterende. Der er en dragende mystik i det pompøse sydlandske metal, der indeholder sfæriske lydkollager med fløjte og kvindelig sirenesang, akkompagneret af akustisk guitar, ulvehyl og dystre keyboardflader. Kun for pludselig at bryde ud i kraftfulde guitarer, growl og tordnende trommer. Storladent, klassisk og langtidsholdbart.

Efter denne første tredjedel følger tre numre fra Moonspells første demooptagelse Anno Satanæ fra 1993. Numrene er tydeligvis langt mere aggressive og stilen til det, der bliver Moonspells kendemærke, bliver grundlagt her med tonstunge trommer og klassiske guitarer samt den karakteristiske growl, der aldrig forfalder til hovedløs brutalitet, men derimod har en indre fylde og, ja, skønhed - selvom det er en dæmonisk skønhed.

Den sidste skæring er det kanoniserede Moonspell-nummer "Serpent Angel", der blev indspillet som demo under navnet "Morbid God" i 1992. Der er kun at sige, at bandet har valgt det ultimative første nummer, de nogensinde har indspillet, til at slutte en overbevisende tour de force og afslutter dermed den rejse, de har foretaget i deres egen fortid.

I put a Moonspell on You
Med dette album har Moonspell genoplivet, bogstaveligt talt, sig selv, og det er en fryd for gamle fans at genhøre de fede melodier, samtidig med, at det hele lyder som noget, der dybest set kunne være produceret i dag. Høj klasse, for både nye og gamle fans.

Album ude på Steamhammer 2007 / Target