Flere nyheder

 
Litteratur
Diana - Folkets prinsesse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Diana - Folkets prinsesse
Tir. 20. nov. 2007

Med en naturlig ædel storhed som var klasseløs, og som i det sidste år beviste, at hun ikke behøvede en kongelig titel for at kunne skabe sin særlige magi," sagde Dianas bror, Jarlen af Spencer, i sin bevægende mindetale over sin søster ved begravelsen i Westminster Abbey, med tydelig adresse til dronningen, der havde frataget Diana retten til at blive tituleret Hendes Kongelige Højhed.

Det er nu ti år siden prinsesse Diana omkom på tragisk vis i en bilulykke i Paris, og det har foranlediget Tina Brown til at skrive denne ultimative biografi om hende, der blev kaldt 'Folkets Prinsesse.'

Tina Brown er britisk, men har boet det meste af sit professionelle liv i USA, hvor hun har skabt sig en bemærkelsesværdig karriere som chefredaktør for Vanity Fair og senere som første kvindelige chefredaktør for The New Yorker.

'Diana' er en mastodont af en gennemresearched biografi (520 sider inkl. bibliografi, note-apparat og register) men helt uden billeder. Tina Brown har måske tænkt, at vi alle sammen har set nok af fotografier med Diana, så nu vil hun prøve at beskrive hende alene ved hjælp af ordene. Og det gør hun godt. Det skal lige tilføjes, at hun har mødt Diana flere gange, hun har skrevet om hende før, og hendes portræt af "folkets prinsesse" er gennemsyret af forståelse og medfølelse, uden at hun derfor er blind for hendes fejl.

Første kapitel - En tunnel i Paris - beretter detaljeret om den sidste dag i Dianas liv, den 31. august 1997. Tina Brown forsøger at forstå, hvad Diana dog ville med 'denne glatte charmør Dody', som sagdes at være totalt i lommen på sin far, den stenrige Mohamed Al Fayed. Når hun takkede ja til ferie-invitationen på Al Fayed familiens yacht kan det måske skyldes, at hendes sidste kærlighedsaffære med den pakistanske kirurg, Hasnat Khan, som hun var alvorligt forelsket i, var forbi, samt at hun troede, at Al Fayeds folk kunne sikre hendes beskyttelse, hvilket viste sig ikke at være tilfældet. Kapitlet slutter med, at den sorte Mercedes med Diana og Dodi på bagsædet og den berusede Henri Paul bag rattet i rasende fart styrer mod tunnellen under Alma-broen med en hale af paparazzier efter sig. I næstsidste kapitel vendes der tilbage til Paris, og man får en meget udførlig beskrivelse af ulykken, hvad der skete minut for minut.

I alle de mellemliggende kapitler gives der en detaljeret, nuanceret og underholdende skildring af Dianas liv baseret på interviews med et utal af personer, der var tæt på Diana samt enkelte anonyme kilder. Vi hører indgående om Lady Dianas aristokratiske baggrund, og det kan en passant nævnes, at hendes blod var om muligt endnu mere blåt end Charles'; hendes far, den ottende Jarl af Spencer, kunne spore Spencer-slægten helt tilbage til det femtende århundrede, mens Winsor-familien først blev importeret fra Tyskland i det attende århundrede.

Alle var enige om, og alle vil her sige kongefamilien og formiddagsbladenes fotografer, at Diana ville blive den ideelle prinsesse af Wales, måske lige med undtagelse af prinsen af Wales, der blev presset fra alle sider. Suns hofreporter bliver citeret for at sige: "Vi var alle forelskede i hende. Vi gik alle bag Diana og fik hende skubbet hen imod ham." Og alle som én så bort fra afstanden mellem dem med hensyn til alder, kultur og uddannelse. Så der gik ikke lang tid efter eventyr-brylluppet, før billedet begyndte at krakelere. Diana var ikke kun fotografernes darling, også almindelige mennesker var betaget af hende, hun virkede ægte, ukunstlet, og udstrålede en menneskelighed, der var noget helt nyt og enestående hos et medlem af den britiske kongefamilie. Men hendes umådelige popularitet huede ikke den øvrige familie, og slet ikke prins Charles, som ofte måtte lide den tort at overhøre mennesker højlydt beklage sig, når de under en offentlig optræden stod nærmere ved ham end hende. Det var hende, de var kommet for at se.

Der er mange andre grunde til at det måtte ende med skilsmisse, som man kan læse om i Tina Browns stofmættede biografi, hvis fortjeneste det blandt andet er at give et sympatisk billede af prins Charles, der med alle sine fejl på en måde var lige så ulykkelig i dette skæbnesvangre forhold som Diana.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Tina Brown: Diana - Folkets prinsesse
Forlag: Aschehoug
Sider: 496
ISBN 978-87-11-31541-5