Flere nyheder

 
Litteratur
En dag

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En dag
Tir. 5. feb. 2008

En sød rørstrømsk, sentimental bog fra mor til datter, om alle de kærlige tanker, ønsker og drømme, man har for sit barn. Om livets rejse fra den dag ens datter bliver født, til hun selv får børn, og man bliver gammel. Bogen er lavet med enkle og alligevel indholdsrige tegninger med diskret farvelægning.

Bogen er lavet så man på de 38 sider følger en mor og hendes datter, og de oplevelser, der er med til at skabe forholdet mellem mor og datter. Det er højdepunkterne i livet - fra "Den dag du blev født, talte jeg dine fingre og kyssede dem alle sammen", til "En dag vil du springe på hovedet i søens klare vand" og "En dag vil jeg se på, at du børster dit barns hår". Det er ikke kun 'de gode' højdepunkter, men også de sørgelige, som den dag, man tager hjemmefra.

Illustrationerne er fine stregtegninger, der understøtter udsagnenes følelsesfulde karakter. Det er sådan nogle tegninger, man kunne have lyst til at forstørre op og hænge op i et babyværelse.

Jeg indrømmer det - det er en fuldstændig blødsøden og i realiteten indholdsløs bog, men den rammer! Den spiller på alle tangenter af en moders frygt, håb og drømme. Jeg læser den, og glæder mig ikke til mine døtre går ud af døren for at rejse hjemmefra, men stadig er det en del af livet - og alting vender tilbage, hvilket er hovedpointen i bogen. Og en moders kærlighed vil altid være der - og det er den vigtigste kærlighed i ens liv, som man tænker tilbage på, når man engang bliver gammel.

Det er nok en pige-bog. Læs den for din datter, giv den til din mor, eller en veninde i barselsgave. Den er sød! Og man får helt en klump i halsen, hver gang.. snøft

Alison McGhee: En dag
Illustrationer: Peter H. Reynolds
Forlag: Borgen
Sider: 38
ISBN: 978-87-21-03165-7

Se mere på Borgens Forlags hjemmeside