Flere nyheder

 
Musik
Flogging Molly: Float

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Flogging Molly: Float
Tir. 4. mar. 2008

Irsk/amerikanske Flogging Molly har med deres fjerde studiealbum cementeret deres position som et af indiescenens førende bands udi kunsten at kombinere en punket kick-ass-attitude med irsk folkemusik. Bandet blev dannet i LA i 1997, og i 2005 gav de en uforglemmelig åbning af Arena torsdag eftermiddag på årets Roskilde Festival.

Fra Dublin til LA
Da forsangeren Dave King trådte sine barnesko på den lokale pub i Dublin med de lokale musikere, der spillede den traditionelle irske folkemusik, blev fundamentet også lagt for den musik, han skulle tage med sig til USA en årrække senere. I mellemtiden var han dog lige rundt om London og spillede i en periode sammen med legendariske guitarist Eddie Clark (tidligere Motörhead) i bandet Fastway.

Da King senere endte i LA og endelig fandt en række musikere, han i fællesskab kunne skabe sin irske musik med, kom han endelig 'hjem'. Bandet debuterede således med noget så usædvanligt som et live-album fra 1999 Alive Behind the Green Door, som blev efterfulgt af "Swagger" fra 2000, Drunken Lullabies fra 2002 og Within a Mile from Home fra 2004, hvoraf sidstnævnte har solgt over 300.000 eksemplarer world-wide.

Kompromisløse evergreens
Tempoet er kontant og hurtigt, uden på noget tidspunkt at blive forceret. Trommerne sidder lige så stabilt, som når den skotske pigegarde marcherer til et højlandstattoo. Og når King & Co. i et nummer som "Man with no Country" fyrer op under hele batteriet, viser de kvaliteter, man normalt kun ser hos et navn som Bad Religion. Der er både et simpelt beat, et catchy refræn og en iørefaldende melodi, der får det til at swinge, samtidig med, at det bliver leveret med en solid omgang knofedt.

I åbningsskæringen "Requiem for a Dying Song" er der violiner, harmonika og Combat Rock fra pubberne i London og Dublin, men det er især i albummets tredje skæring, titelnummeret "Float", at Flogging Molly viser det imponerende talent for sangskrivning og den tindrende energi, der får selv tidehvervspræsterne til at danne kædedans i gaderne og brøle lystigt med på noget så herligt som en melankolsk, anarkistisk folkemelodi med dynamit i skoene.

Irsk folk og amerikansk punk
Når Flogging Molly er bedst, er de som irske The Pogues, uden den rustne Shane MacGowan. De har episke kvaliteter som engelske New Model Army, tempo og refræn som amerikanske Bad Religion. De har energien og drivet som snart koncertaktuelle Dropkick Murphy, uden at være så beskidte og rå som deres ligeledes irsk/amerikanske artsfæller. Men når det kommer til stykket er Flogging Molly kun sig selv og i høj grad Dave King, når han får Guinness' og blodet til at flyde. Må dette blive deres gennembrud i lille Dannevang, og må vi snart få dem at se i landet igen.

Ude på CD fra Side One Dummy/Kick Music