Den norske ungdomsfilm "Switch" er egentlig underholdende nok. Og så er meget jo vundet. Det forhindrer den bare ikke i også at være en vældig tynd kop te, fyldt til randen med klichéer. Instruktøren Ole Martin Hafsmo har satset på det sikre, hvis man da kan kalde det at satse. Det bliver effektivt, men samtidig en lidt tom fornemmelse.
Filmen lægger ud med at vise os den selvsikre teenage-dreng, Mikkel, der skater ned ad gangene på sin skole. Pludselig bryder hans stemme igennem skolens højtaleranlæg. Mikkel holder en lille afskedstale til sine klassekammerater, hvor han takker pigerne for de blide stunder, de har haft sammen, og sender en hilsen til gutterne og lærerne. Så klippes der, og Mikkel sidder i bussen sammen med sin mor. De er på vej ud af Oslo, til byen Voss.
Mikkel er knap så kålhøgen, da han skal præsentere sig for sin nye klasse. Han indser hurtigt, at der skal kæmpes, og hvis man vil være populær i Voss, gælder det om at være god til at stå på snowboard. Dette bliver ekstra vigtigt, når man så bliver forelsket i den sejeste snowboarders kæreste, den på én gang sødmefulde og uopnåelige Nina. Mikkel kan godt finde ud af at stå på snowboard, han er bare ikke helt så ferm til det som de andre. Heldigvis er han blevet nabo med den ekcentriske hippietype, Tommen, spillet af svenske Peter Stormare. Tommen viser sig at være en fin ven at have, for han er mere end almindeligt god til snowboard og indvilliger til sidst også i at træne Mikkel.
Umiddelbart synes den lommepsykologiske pointe i Switch at være, at det altid er godt nok, hvis bare man er sig selv. Som Tommen prøver at forklare Mikkel, så bør man have tiltro til sig selv, også selv om man ikke brillerer på et snowboard. Men for Mikkel ser det anderledes ud. Han har efterhånden fået rodet sig ud i nogle problemer i forhold til Nina og den seje kæreste. Derfor ser han ingen anden udvej end at demonstrere sit værd på pisterne. Man må give filmen, at den ikke bare sådan uden videre lader Mikkel komme til erkendelse af sandheden i Tommens visdomsord, men at den faktisk fastholder et mere realistisk perspektiv.
Switch er effektiv underholdning. Det er den ældgamle historie om helten, der må gå grueligt meget igennem, før han kan vinde prinsessen. Denne historie forvalter filmen uden nogen svinkeærinder. Hver eneste scene synes nødvendig og peger frem mod forløsningen. Man keder sig ikke decideret, men filmen er så stram og skynder sig så meget, at stemningen og fornemmelsen for de unges tanker og følelser er helt fraværende. Hvor Moodysons Fucking Åmål fik seeren til at forstå, hvad det for teenageren vil sige at føle sig udenfor, er Switch bare tom og skematisk.
Foto: Sandrew Metronome
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
