|
|
Produceren, sangeren, guitaristen, musikfilosoffen Daniel Lanois tager med sit sjette soloalbum livtag med musikkens eksistentielle væsen. Mellem nogle af numrene samtaler Lanois med sin medsammensvorne producer Brian Eno om, hvad det er, der definerer dybden i musikkens kvaliteter. "Here is what is" er en grundpille, et musikalsk manifest af høj, høj kvalitet.
Dokumentarfilmen
Musikken på Here is what is er fra en 90 minutter lang selvproduceret dokumentarfilm med samme navn om canadiske Lanois' professionelle arbejde med en række musikere, som blev vist på Torontos Internationale Film Festival i efteråret 07 og som udkommer som DVD senere i år. Filmen går tæt på indspilningen af en række numre med så prominente navne som U2, Sinead O'Connor, Brian Blade, en eminent jazz-trommeslager, Garth Hudson, pianisten fra The Band, Willie Nelson, Emmylou Harris, Aaron Neville og skuespiller og musiker Billy Bob Thornton. Men først og fremmest er filmen Lanois' dybt personlige bidrag med hvad der sker, når man skaber musik i et fællesskab, hvor det handler om at få følelserne til at forlade kroppen og ned på et råbånd i mixerpulten.
CD'en indeholder en række udvalgte numre fra filmen og har naturligvis ikke den visuelle styrke som filmens medie. Men giver man sig tid til at lytte til teksternes univers, til de små indlagte samtaler og ikke mindst til alle de detaljer, der bevæger sig som en på samme tid diskret og uhyre kompleks understrøm til Lanois' stemme og velkendte slideguitar, åbner der sig et ubeskriveligt lydligt univers, der sætter nye standarter for, hvor velproduceret og velklingende musik kan skabes.
Musikken
Numrene har en afvekslende jazzet kølighed med Lanois' uhyre følsomme spil og samspil, og der bliver blandet elementer af country, rock, folk, mellemøstlige rytmer og sløjfer, i en farverig cocktail af afdæmpede og ekstremt nærværende stemninger. Der er sumpet organspil og gospel som i "Joy", jazzet piano i "Lovechild", samba og svingende underkroppe i "Luna Samba" og i "Duo Glide" brænder Lanois igennem med sin karakteristiske slideguitar i et nærmest slæbende og nøgent udtryk, der langsomt udbygges og træder i karakter.
Filosofien
I nummeret "Sacred and Secular" samtaler Eno og Lanois om musikkens evne til at definere sig selv i et både gejstligt og verdsligt rum. Eno: "Jeg er en antiromantiker. Som en variant af at være ateist. Jeg tror på, at alting befinder sig inden i os selv, inde i os alle." Lanois: "Jeg har spillet guitar siden jeg var knægt. Den tager mig til helt særlige steder, den er min kirke i en kuffert. Det er det, jeg kalder den, min kirke i en kuffert." (Min oversættelse begge steder, CM). Disse to udsagn favner begge yderpunkter med deres insisteren på udelukkende at være til stede i selvet, og samtidig være noget nærmest religiøst. For Lanois giver det ikke mening at forsøge at skille disse to ting ad. Musikken befinder sig begge steder, i det ydre og i det indre.
Musikken er en kunstform, og selve instrumentet er blot værktøjet, der skal åbne op for de dybe lag i kunsten. Og med sin typiske beskedne holdning står Lanois i baggrunden af det hele og tilbyder sine ydmyge færdigheder i kunstens tjeneste. Og på samme typiske måde flokkes musikerne omkring ham for i fællesskab at skabe noget unikt.
I øvrigt optræder Lanois ikke kun med verdenskunstnere som U2 og Bob Dylan, men dukker også op i vores hjemlige andedam med sin slideguitar på Lasse Helners engelsksprogede album Dreamtime fra 2005.
Det er ikke uden grund at Lanois har modtaget 10 Grammy Awards og fem Juno Awards for sit imponerende arbejde gennem årene. Men mest personligt står hans eget arbejde ikke mindst med forgængeren Shine og nu også med det monumentale storværk Here is what is.
Ude på CD fra Red Floor Records og MBO/GDC
