|
|
Hvem andre end Bjørn Bredal kunne komme godt fra at samle samtlige sine Politiken-artikler over en periode på fjorten år omkring år 2000, og udgive dem i leksikalsk form? Efter første opslag Aakeson, Kim Fupz, følger 600 yderligere om snart sagt ethvert emne, der har optaget sindene i den periode. Og mange af artiklerne, især klummerne, er små perler, der gør leksikonlæsning til ren lystlæsning.
Bredal har givet værket underteksten: Personligt kritisk journalistisk polemisk litterært samtidsleksikon, og her er vigtige ord 'personligt' og 'litterært', fordi den personlige vinkel gennemsyrer det hele, og fordi Bredals litterære anmelderi har en fremtrædende plads. Men mange andre journalistiske genrer er repræsenteret, og denne anmelder har altid været specielt glad for Bredals klummer, fordi de er essaykunst på et højt plan helt i mesteren Montaignes ånd.. De følger den klassiske essay-kunst nøje ved at indlede med en overraskende formulering, der skærper interessen for at læse videre, og lige meget hvilket emne der tages under behandling, bliver man kosteligt underholdt af Bredals underfundige humor.
I stedet for at tale i generelle vendinger vil jeg citere lidt fra et par opslag, der forekommer mig at være karakteristiske for Bredals stil.
"Klaver" fra 31. oktober 1993.
"Landet er grebet af terapi. Og terapi er et godt ord.
Det kan kombineres med alting. Zone-terapi og fod-terapi, gruppe-terapi og psyko-terapi, primal-terapi (..) Hver anden dansker er gået i terapi, og man kan komme i terapi for - og med - hvad som helst. Det er lykken, der jages. Den skal læres, siger terapeuterne. Danskerne er gået i gang med at uddanne sig til at blive lykkelige."
Terapi er blevet et mirakelord ligesom holisme, samtidig med at 'dannelse' er blevet et fy-ord, noget borgerligt. "Men uddannelse, det skal der til - også til lykken. En temmelig ulykkelig udvikling." Og via 'et hjem med klaver' slår Bredal et slag for børns klaverundervisning, fordi "sådan et klaver er bare i sig selv død-holistisk."
"Pænt goddag" fra 15. april 2006.
Det begynder med den forkætrede Asmaa Abdol-Hamid, der nægter at give hånd, men i stedet hilser med hånden på hjertet. Bredal kan godt lide håndtrykket, men som han påpeger, er det mere eller mindre på vej ud. Mænd står og dunker hinanden i ryggen for et godt ord, "Og det er også blevet god tone med kindkys à
Han konkluderer, at i lyset af historiens gang i hilsnernes verden er Asmaa Abdol-Hamids hjertehilsen et mindre problem. "Goddag og farvel er i den grad noget, der kommer og går."
I sine anmeldelser af udenlandsk litteratur kaster Bredal altid et skarpt blik på oversættelsen, og i disse tider, hvor nyoversættelser florerer, er Bredal nogle gange skeptisk. Else Henneberg Pedersens nyoversættelse af første bind af Marcel Proust: På sporet af den tabte tid, bliver visse steder et næsten for mundret og moderne dansk for hans smag. Hvorfor må det franske 'esprit' ikke oversættes med 'ånd', spørger han, hvorfor skal det oversættes med 'bevidsthed.'
Men i anmeldelsen af nyoversættelsen af Camus: Den fremmede fra 20. april 2002, giver Bredal udtryk for begejstring over, at første sætning omsider er blevet korrekt oversat. Aujourd'hui maman est morte hedder på dansk: I dag døde mor. "Det er på tide," skriver Bredal, "at værket når frem til det danske sprog uden den eksemplariske fejl i tempus, der hidtil har prydet oversættelsen af allerførste sætnings: "I dag er mor død" stod der fint og forkert." Jeg tror ikke, man behøver at være franskkyndig for at fatte den nuance.
Dette leksikon kan varmt anbefales, for Bjørn Bredal er ikke blot et fond af viden og belæsthed, han formår også at videregive det på en uprætentiøs, elegant og sjov måde.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Bjørn Bredal: Bredals ABZ
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 544
ISBN: 978-87-595-2871-6
