|
|
Denne førstes biografi på dansk handler ikke kun om den kendte forfatter Virginia Woolf, men også om hendes i Danmark ikke så kendte søster Vanessa Bell, der var maler, og den er interessant derved, at den viser, hvor tæt knyttet søstrene var, ikke kun i den menneskelige relation, men også i deres kunstneriske virke.
Anne Mette Bruuns biografi om de to søstre udmærker sig ved grundighed. Der berettes indgående om opvæksten i det store dystre hus i Hyde Park Gate - det var "som at gå ind i en gotisk hule" - sammen med de mange hel- og halvsøskende, domineret af den patriarkalske far Leslie Stephen, der i teorien gik ind for, at piger skulle have samme uddannelse som drenge, men i praksis ikke efterlevede den tanke med hensyn til sine egne døtre.
Faderens død er en lettelse for Vanessa, der i den følgende tid køber og indretter hus i Gordon Square og begynder at skabe sig en karriere som maler, mens Virginia derimod får sit første psykiske sammenbrud, hvor hun får hallucinationers, hører fugle, der synger græsk, og hører stemmer.
Virginia er hele vejen igennem det indadvendte, hyperfølsomme, reflekterende gemyt, mens Vanessa er lige modsat, udadvendt, impulsiv og handlekraftig. Hun er den af søstrene, der for alvor gør oprør med forældregenerationens viktorianske levevis. Hun lever et konsekvent boheme-liv sammen med flere mænd, deriblandt homoseksuelle, og får tre børn. Virginia lever i et konventionelt ægteskab og forbliver barnløs.
Nu er Virginia Woolf en af de mest biograferede engelske forfattere, man kender til hendes liv i de mindste detaljer, så Anne Mette Bruun stod over for den opgave at få berettet om alle de skelsættende begivenheder i Virginias liv og samtidig også søsterens ikke mindre begivenhedsrige ditto. Man hører i en uendelighed om rejser, de foretager sig sammen, om mennesker, de møder, om Vanessas vanskelige samliv med den homoseksuelle Duncan Grant, om Virginias lesbiske flirterier med Vita Sackville-West og hendes lidt kedelige ægteskab med Leonard Woolf, og tit og ofte får beskrivelserne en kursorisk karakter, sproget bliver fladt og monotont og i lange stræk er det ret kedelig læsning. De eneste lyspunkter er så, når der citeres fra Virginias dagbøger og romaner.
Det bedste ved biografien er derfor det sidste afsnit - Kunstens refleksion - hvor forfatteren går mere i dybden med søstrenes kunstneriske ideer og deres opgør med realismen i kunsten. Virginia var i en periode meget optaget af Marcel Proust store romancyklus På sporet af den tabte tid, og han har om nogen forsøgt at forene maleriet og skriften ved at ligestille den impressionistiske maleteknik med sprogets metafordannelser. Og forfatteren citerer Virginia for i Modern Fiction at sige, at en forfatter bør skrive, som en billedkunstner maler et billede. Det vil sige rumligt, hvor ideerne som ringe i vandet forplanter sig ud til siderne.
Der var således mange lighedspunkter i søstrenes kunstneriske virke. Virginia brød med konventioner inden for romankunsten, mens Vanessa gik nye veje inden for maleriet, så man kan sige, at de begge bidrog til at føre England ind i modernismen.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Anne Mette Bruun: Orlandos Døtre
Forlag: Rosenkilde Bahnhof
Sider: 256
ISBN: 978-87-92095-09-1
