|
|
Når europæiske instruktører laver "latinamerikanske" film, kan man frygte for en masse postuleret lidenskab og eksotisme. Især med Bille Augusts Åndernes hus (1993) in mente. Men Mike Newell, der brød igennem med Fire bryllupper og en begravelse (1994), er sluppet godt fra sin filmatisering af Gabriel Garcia Marquez' berømte roman "Kærlighed i koleraens tid".
Florentino Ariza forelsker sig som 22-årig i den smukke, jævnaldrende Fermina Daza, men hendes far, Lorenzo Daza, vil under ingen omstændigheder give sin eneste datter bort til en simpel telegrafist. Heldigvis byder chancen sig for et mere fornemt parti, da byens elegante læge, Juvenal Urbino, en dag kommer for at tilse Fermina, som man frygter er blevet ramt af kolera. Problemet med kærlighed og kolera er, at symptomerne ikke er til at skelne fra hinanden.
Handlingen foregår på koleraens tid, i 1800-tallets Sydamerika. Det er dog ikke pointen i hverken bog eller film at give en realistisk beskrivelse af sygdommens gru. Der er tale om et eventyr. En fabel om udødelig kærlighed. Florentino kan ikke holde op med at elske Fermina. Han er besat af kærlighed, ikke bare til sin "kronede gudinde", men af kærlighedens væsen. Kun kærlighed betyder noget. Selv når han skal skrive forretningsbreve, kommer de til at lyde som kærlighedsdigte. Tænk ikke på kærlighed som et middel, kærlighed er alfa og omega, et mål i sig selv, siger han et sted i filmen.
Det er en smuk film. Smukke landskaber, smukke billeder af kolonibyen og smukke mennesker. Folk dør af kolera og fattigdommen er udbredt, men det får ikke lov at fylde og bliver aldrig for alvor grimt. Det betyder ikke, at filmen er ren overflade. Som i ethvert godt eventyr er der givet plads til livsvisdommen. Eksistentielle spørgsmål om livets forgængelighed og kærlighed som en virkelig livskraft eller blot en illusion står og vibrerer i denne film. Hverken Florentino eller Fermina spares for sorger, men i det mindste er han ikke i tvivl om kærlighed og livsmening. Hans rene hjerte og usædvanelige troskab livet igennem står i centrum.
Mike Newells film følger romanforlægget ganske nøje. Undtagen når det gælder sproget. Det vil altid være en lille smule irriterende at høre skuespillere tale engelsk med accent i et ikke-engelsksproget miljø. Når filmen uanset er ret vellykket, har det måske noget at gøre med dens stilfærdige, anti-overdramatiserende stil. Af én eller anden grund tror vi på de store følelser på lærredet og tilbringer gode timer i favnen på dette sydamerikanske epos. Det bliver aldrig rigtig et problem, at vi ikke kommer til at lære personerne godt at kende. Måske fordi filmen er så ren, både i sin stil og i sin troskab mod det gennemgående tema: kærlighed.
Se spilletider
