Flere nyheder

 
Litteratur
Da Lille Madsens hus blæste væk

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Da Lille Madsens hus blæste væk
Ons. 27. aug. 2008

Jakob Martin Strid har tegnet og skrevet en sjov lille bog om en lille mand, hvis hus en dag blæser ud af byen. Det er en historie om hjælpsomhed og solidaritet og lidt om menneskelig dårskab. Målgruppen er drenge og piger fra 2-5 år, siger Gyldendal. Sandsynligt nok, men den voksne oplæser keder sig ikke af den grund.

Det stormer så meget en dag, at Lille Madsens hus river sig løs fra sin sokkel og flyver ud over skrænten. Til alt held lander det på toppen af et højt bjerg, Ben-Brækker-Bjerget. Folkene i Byen ved Skrænten tror, det er sket med Lille Madsen, men da de ser, at han lever, går de sammen om den helt store hjælpeaktion. En ordentlig skinke fyres af sted i en kanon, så får Madsen da mad. Det bliver startskuddet til en opvisning i hjælpsomhed blandt byens beboere. En hjælpsomhed, der med lidt god vilje kunne ses som en parodi på ulandsbistanden. Altruismen vil ingen ende tage, men man har ikke altid overskud til at se efter, om hjælpen også er en hjælp. Har den Lille Madsen i eksil f.eks. brug for, at smeden smeder hestesko til ham? Eller at Maja hækler grydelapper?

Når Jakob Martin Strid tegner mennesker, er han hyggeligt satirisk. Beboerne i byen ser alle noget enfoldige ud. En smule kiksede i deres geskæftighed. Ret latterlige i deres selvbevidsthed. Tegneren får det frem ved hjælp af ivrigt stirrende blikke i altid udstående øjne. Og borgmesteren har selvfølgelig en stor, rød næse, guldkæde og cigar og holder til sidst, efter veloverstået redningsaktion, en tale om, at han er en god borgmester.

Inde midt i bogen er der et helt magisk billede. Fantastisk nattestemning. Vi ser ind i husene til folk i deres senge. Alle ligger vågne, fordi de tænker på Lille Madsen oppe på bjerget. Imens ligger Lille Madsen og sover fredeligt. Stjernerne funkler og to mus kommer forbi i en zeppeliner.

Da Lille Madsens hus blæste væk er en bog fuld af genstande, og det er altid godt, når man læser op for små børn. Der er masser af muligheder for at sige "se, der er en sabel", "se, der er en cykel" osv. Dertil kommer, at den dejligt usandsynlige handling nok vil forekomme børn at være dramatisk på en tryg måde. Så alt i alt en ganske vellykket børnebog.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Jakob Martin Strid: Da Lille Madsens hus blæste væk
Forlag: Gyldendal
Sider: 40
ISBN: 978-87-02-06929-7