|
|
Amerikanske Iced Earth, alias Jon Schaffer med band, afslutter med deres niende fuld-længde udgivelse den episke trilogi, der startede i 1988 med "Something Wicked This Way Comes". Det er power metal af den klassiske stil, men med mindre man er Iced Earth-fan, er der ikke meget at komme efter.
Fortællingen
Der er ingen tvivl om, at Jon Schaffer, som dannede bandet i Tampa, Florida i 1988, er en ambitiøs herre med et stort udsyn og med en klassisk heavy metal-opdragelse, der er gået den traditionelle vej over Kiss, Black Sabbath og Blue Oyster Cult. Hans projekt med Iced Earth er da også af episke dimensioner, man nærmest kun ser i amerikansk power metal (selvom der på mange punkter er fællestræk med hollandske Arjen Anthony Lucassens projekt med Ayreon). Fortællingen, der startede med konceptalbummet Something Wicked og som fortsatte på 2007-albummet Framing Armageddon, holder bibelske dimensioner om menneskets kamp for overlevelse i et uhyre komplekst univers, fyldt med farer, prøvelser og heltemod. Men musikken er desværre så teksttung, at den selv nærmest bliver sekundær i den større sammenhæng.
Første skæring "In Sacred Flames" starter på vanlig vis med et kor, der indvarsler det storladne, som en kort reminiscens af Carmina Burana, et koncept, der er blevet skamredet i denne genre gennem de seneste 20 år. Og konceptet bliver i Jon Schaffers projekt ført til ende med en lang række komplekse numre, der består af både lange, snoede guitarforløb som i "The Dimension Gauntlet" og af flot komponerede sætstykker som i "A Gift or a Curse". Man lades aldrig i tvivl om, at Schaffer og Co kan deres kram. Det er storladent, det er velkomponeret, og det er i høj grad velproduceret. Men det er, undskyld mig, også usigeligt kedeligt i længden.
Storhed og fald
Problemet med The Crucible of Man er i al sin enkelthed, at der fokuseres så meget på at fortælle en historie, der forgrener sig tilbage i bandets tidligere udgivelser, at man bliver hægtet af som lytter, hvis ikke man lige er dybt inde i det episke univers. Musikalsk er der ikke mange udfordringer, og når det lyder bedst, lyder det stadig som et levn fra firsernes klassiske heavy metal, der har fået ny og flot indpakning.
Eneste lyspunkt, i mine ører, er tilbagekomsten af den tidligere sanger, Matt Barlow, som trods alt har en stærk og varieret vokal, der passer perfekt til Jon Schaffers komplekse projekt.
En fornem afslutning på trilogien, der sikkert vil henrykke den, trods alt, store fanskare, men som aldrig bliver rigtig interessant i sig selv.
Ude på CD fra Target / Steamhammer
