|
|
Mozarts eventyragtige opera fra 1791 bliver fremført med pondus af den Jyske Opera. Scenografien er ligefrem spartansk, men uhyre effektfuld, og man betages af simple påfund, der understøtter den populære opera. Arierne, der er lagt i munden på den mystiske Sarastro og den mørke Nattens Dronning, fremføres sublimt og med en dynamisk råstyrke.
En mand kravler ud af en slange. Han giver sig straks til med sin skælvende røst at påkalde gudernes hjælp. De tre damer, der tjener Nattens Dronning, træder frem og dræber slangen, men det er den flamboyante Papageno, spillet af skurken fra Kærligehed ved første hik, Joachim Knop, der tager æren for dåden. Manden er ikke bare hr.-hvem-som-helst, men en prins ved navn Tamino. Stadig våd af slangespyt takker han Papageno, men inden de to rigtig får set sig om er de på vej til den onde troldmand Sarastros slot for af befri Nattens Dronnings datter, Pamina, som prinsen øjeblikkeligt er blevet forelsket i. Og så går det ellers over stok og sten, den ene arie skønnere end den anden buldrer af sted, og det velspillende symfoniorkester skaber et helt igennem lyrisk og scenisk lydbillede.
Den onde troldmand Sarastro viser sig at være sandhedens mand, og Tamino og Pamina må trodse adskillige farer for at få hinanden.
Nattens dronning, første aften spillet af Susanne Elmark, giver denne i forvejen dystre skikkelse et endnu mørkere og mere erotisk udtryk. Det er også fra hendes mund den berømte "Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen" lyder, og dét lige så scenetæppet står og blafrer! Man fornemmer moderens ømhed, men også nattesidens begær efter magt. Det er smukt på en halvtarvelig efterårsdag i Odense. Petri Lindroos er Sarastro, og det er en fornøjelse at se denne til tider arrogante og frimureragtige mand fremføre sin hyldest til de moralske dyder i "In dieses heil'gen Hallen". Igennem hele operaen forføres man af de gode skuespilpræstationer. Til tider kan sangen dog godt drukne lidt i lyden fra orkestret, men hvorvidt det er sangernes skyld eller akustikken i salen, må stå hen i det uvisse for denne anmelder. Det skulle vise sig at blive endnu værre den efterfølgende aften.
Tryllefløjten er en af Mozarts mest populære operaer. Den gryende romantiks interesse for det orientale og dunkle træder tydeligst frem i scenerne med Sarastro - de ægyptiske guder Isis og Osiris tilbedes med kristne referensrammer, og det pyramideformede tempel udgør den centrale kulisse, hvor Tamino og Pamina må bestå deres prøvelser. Men over det hele står den sande kærlighed som den altafgørende magt. En opera, der i hænderne på ensemblet fra Den Jyske Opera på premiereaftenen var en fornøjelse at overvære. Måske er der et par enkelte skønhedsfejl undervejs, men man skal være mere end almindelig krakilsk for at hænge sig i dem.
Skuffelsen var en smule bitter aftenen efter, hvor rollerne var besat af 2. hold. Der var ganske enkelt ikke samme kraft og dynamik i operaen. Papageno var i hænderne på Jens Søndergaard noget tam og livløs. Man savnede den elan og ukunstlede lethed Joachim Knop tilførte rollen. Ærgeligt. Men skuffelsen var til at tage og føle på, da Tamino i skikkelse af Jakob Madsen, som den første entrede scene. Hans stemme syntes ikke rigtigt at ville bryde igennem den mur som symfoniorkestret opstillede foran scenen. Madsens stemme forsvandt til tider i musikken, og han nåede ikke tilstrækkeligt langt ud over scenekanten til at virkelig at blive hørt. I det hele taget virkede det som om sangerne ikke kunne slippe uden om musikken fra symfoniorkestret, og man så næsten for sig et net af noder, der praktisk talt spærrede de spæde røster inde.
For anden aften i træk stod det imidlertidigt klart, at dirigent Stefan Solyom og Odense Symfoniorkester virkelig har fundet hinanden. Solyoms intense blik på musikere og sangere gav virkelig operaen en nerve, der løftede musikken, hvor sangerne slap. Nattens Dronning, spillet af Ekaterina Michailova, var en funklende stjerne i mørket, men man kunne ikke slippe fornemmelse af, at det var B-holdet man blev præsenteret for. Ikke fordi det var decideret dårligt, men det var de små detaljer, der manglede.
Foto: Anders Bach
Den Jyske Opera i Odense Koncertsal: Tryllefløjten
