Flere nyheder

 
Musik
180º Virvar:

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
180º Virvar:
Lør. 11. okt. 2008



Efteråret har fået fat i den danske musikscene, hvor endnu et debuterende band drysser ned på den frodige muld af spændende og kreative projekter. 180º Virvar er ikke blot endnu et spændende navn, men også noget så sjældent som et udfordrende musikalsk kollektiv, som trækker på et hav af inspirationer.

Genren
Det er efterhånden umuligt at navigere i det hav af genrebetegnelser, der eksisterer i de myriader af stilarter, som de seneste par årtier er skudt op af den musikalske undergrund. Med 180º Virvar er der dukket et par nye op. Ifølge dem selv er der tale om "electronica/laptop, indierock og triphop", men kan måske bedst samles under begrebet 'indietronica'. På gruppens egen hjemmeside præsenterer de sig således:

Kreativt grænseland mellem menneske og maskine. Sange med blåsorte nuancer. Laptop møder guitar. Groovebox møder arabiske og rytmiske trommer. Stemningsfuldt, elegant og sofistikeret, men også grænsende til det paranoide og skizofrene; når skrattende rytmespor forenes med mørk ambient lyd, tilsat mangfoldige vokaler, der varierer fra søvnige og dagdrømmende til insisterende, dragende og drømmeriske. 180º Virvar - jeg er dig.

Bedre kan det faktisk ikke beskrives.

180º Virvar har eksisteret i skiftende konstellationer siden 2004, og flere forskellige musikere har været omkring det kollektive projekt og sat deres respektive fingeraftryk på det musikalske udtryk. Det hele er så med tiden kondenseret til den udgivelse, der netop er landet på gaden.

Inspirationen
Der er ingen tvivl om, at 180º Virvar ikke forsøger at opfinde den dybe musikalske tallerken - men så alligevel! Der er en kompleksitet i deres udtryk og en trækken veksler på inspirationskilder som Massive Attack, Michael Simpson, Portishead og Dead Can Dance, tilsat lidt rap, noget hvid støj og en spids dansk poesi a la Rod, som er et andet af de pt mest spændende danske upcoming bands. Alt sammen rørt sammen med en teknisk finfølelse og indlevelse i de mindste detaljer, der gør hver gennemlytning til et nyt bekendtskab. Man overraskes konstant af nye ting, af nye stemninger, uden at numrene på noget tidspunkt er uoverskuelige eller utilnærmelige.

Og så er der en allestedsnærværende grundtone af poetisk melankoli, der hyller numrene ind i et fløjl af reflekterende velour. Der er en blødhed, en sarthed, men også en kant og en nerve, der langsomt kryber ind under huden og skaber uro, mens man lader sig suge ind af de hypnotiske rytmer og rundgange. Der er eksempelvis en underliggende perkussion, der hensætter lytteren til en mellemøstlig basar, som kun Dead Can Dance har været i stand til at kombinere med en hypermoderne lyd og rytme.

Flot og forførende er det i hvert fald, uden at være teknisk uopnåeligt og uforståeligt. Simpelt og besnærende som eksotisk erotik med en snert af smerte.

Projektet
180º Virvar giver også mulighed for at gå ind på en hjemmeside og downloade de numre, der ikke fandt plads på cd'en samt selve lydbåndene, hvis man har lyst og mod til at forsøge at mixe nogle af numrene.

Har du mod på 180º Virvars skæve og originale musikalske univers, bedes du iføre dig din blomstrede Nepalhue, stramtsiddende læderkorset og parkere dine forventninger under 'åben'. Så garanterer jeg for en usædvanlig flot, farlig og forførende oplevelse af de helt store.

Udegivet på Indietronica/Gateway Music