|
|
Alessandro Baricco tager med denne bog farten på automobilvæddeløbenes moder, Mille Miglia, før racerbanens opfindelse. Med sin sædvanlige sans for det poetiske og unikke serverer Baricco en fortælling, der på alle måder får ens hjerte til at banke og på ingen måde nære håb om at standse foreløbig - for ens hjerte stanser der, hvor man bor. Ganske enkelt.
Alessandro Baricco er nok mest kendt for sin helstøbte, ultrakorte og mesterligt drejede bog 1900, der er filmatiseret af Giuseppe Tornatore, og har den stenfjæsagtige Tim Roth i hovedrollen. Men det er hamrende uretfærdigt. Den italienske forfatter har begået flere bøger, hvoraf flere er oversat til dansk. Ikke mindst Oceanhavet er værd at fremhæve. Nu foreligger så hans 7. bog på dansk, og den er med sans for Bariccos poetiske talent oversat fabelagtigt af Jytte Lollegaard. Bogen udkom i Italien i 2005, så det er mere end rimeligt, at vi nu langt om længe kan læse den her nordpå.
For hold kæft, hvor kan Baricco skrive! Hans fortælling starter med et automobilvæddeløb af dimensioner i 1903, hvor den femårige dreng Ultimo Parri ganske enkelt får sin verden blæst igennem af tidens hurtigste biler. Hans far, Libero Parri, beslutter straks at sælge alle familiens Fassone-køer til fordel for et værksted, der udelukkende skal reparere biler. Man ville nok sige, at der ruller benzin i familiens årer. Derefter går det slag i slag, men borgens nerve er, at man aldrig kommer i nærheden af drengen Ultimo. Det er altid en eller anden, der fortæller hans historie, aldrig manden selv. Den første fortæller konstaterer tørt, at Ultimo har guldskær. Han kan med andre ord ikke træde ind i et lokale uden at alle lægger mærke til ham.
Bogen falder i kapitlerne barndom, 1. verdenskrig, kærligheden og voksendommens forsøg på at realisere drømmen over dem alle: at bygge en racerbane. Ultimo er nemlig ikke betaget af bilerne, men vejen. Og han skaber en unik racerbane - ved at låne de bedste kurver fra kvindeskikkelsen konturer. Historien får virkelig potens af de skiftende fortællere, ikke mindst ved russerinden Elizaveta, der i dagbogsform beskriver sit forhold til Ultimo. Hendes dagbog er blot ikke troværdig, og den har den skæbnesvangre konsekvens at fortælle om begivenhederne, førend de rent faktisk sker.
Men den største nydelse ved bogen er alle de poetiske vendinger og tankedigressioner Baricco bruger. Bogen er en af forfatterskabets bedste, og man skylder sig selv at bruge tid på den. Bariccos fortællestil (diktion) minder til dels om spanieren Bernardo Atxaga, portugiseren Bessa Luis, men han har sit helt egen måde at fortælle på, og man kan kun håbe på, at hans bøger vil vinde større indpas og berettiget popularitet i Danmark - her, hvor vores hjerter standser. Her, hvor vi bor - og læser!
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Alessandro Baricco: Denne Historie
Forlag: Gyldendal
Sider: 269
ISBN: 978-87-02-04816-2
