Flere nyheder

 
Litteratur
Jensen & Klein på pilgrimsrejse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jensen & Klein på pilgrimsrejse
Man. 27. okt. 2008


En badeby i Sydengland - udenfor sæsonen - danner rammen om en pilgrimsrejse til England for de kendte skuespillere og komikere Jesper Klein og Flemming Jensen. Venner gennem mange år, og nu for første gang foreviget i en samtalebog med udgangspunkt i en snak om englændere og England, men absolut ikke begrænset dertil!

Med Karen Thisteds Det skal mærkes at vi lever blev der sat gang i en kaskade af samtalebøger mellem kendte mennesker. Dette er en i rækken. Selvom bogen forsøger at skille sig ud ved at lave grin med konceptet er det stadig en 'samtalebog', dog i den mere lystige og letlæste ende. Denne bog forsøger med udgangspunkt i Flemming Jensen og Jesper Kleins venskab og makkerpar at skabe en morsom samtalebog om 'dette og hint'. Med mottoet 'at rejse er at le' dækker Jensen og Klein fra den mennesketomme badeby Budleigh Salterton emner fra deres liv; fra deres første møde til tidens ånd.

Budleigh Salterton er ikke en hvilken som helst engelsk badeby - det er Flemming Jensens andet hjem, et sted han har boet en årrække med sin familie, og som for ham repræsenterer nærhed, overskuelighed og livskvalitet. Kun en mindre del af bogen tager udgangspunkt i de engelske omgivelser - det er ligesom en historie, der skal fortælles og bruges til at sætte rammerne, førend man kan komme til 'de virkelige samtaler'; fortællingen om Jensen og Kleins makkerskab, der tog fat med deres populære tomandsteater Gøngehøvdingen og Jorden rundt i 80 dage. Men de kommer også ind på stand-up comedy, politik, alder, strip og det at være morsom.. og det er disse sidespor, der er med til at gøre det sjovt. Og det er absolut en bog, man skal læse, fordi man vil have lidt let underholdning, og ikke fordi man skal forvente dybdegående samtaler om livet.

Det er en hyggelig bog. Ikke en dybsindig bog, men heller ikke en, der får en til at ligge sig ned og rulle rundt på jorden af grin. Det er en oprigtig og ærlig bog med nogle fine visuelle effekter med små tegninger, faktabokse og fotografier. God og let læsning, og et sikkert julegavehit under de danske juletræer i år. En jævn anbefaling med pil opad herfra for et smil på en grå efterårsdag.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Claus Ib Olsen: Jensen & Klein på pilgrimsrejse
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 224
ISBN: 9-788759-528228