Flere nyheder

 
Litteratur
Ib Spang Olsens bedste

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ib Spang Olsens bedste
Man. 24. nov. 2008

I denne samling af "Ib Spang Olsens bedste" er gengivet seks af hans historier: "Kiosken på torvet", "Blæsten", "Drengen i månen", "Min bold", "Det lille lokomotiv" og "Regnen". Det er et gensyn med barndommens bøger, samlet i en udgave oplagt som gaveide - og til at bringe de gode historier og de søde stregtegninger videre til næste generation.

På bagsiden af bogen står: "Evigt gyldige historier, som de bedste af Astrid Lindgren og H.C. Andersen". Det er måske at tage munden lidt for fuld. Det er gode og nostalgiske historier med en dejlig og genkendelig streg, men så store klassikere som Den grimme ælling eller Pippi Langstrømpe er vi nok ikke på højde med, trods alt.

Min bold, Det lille lokomotiv og Drengen i månen er alle skabt efter samme skabelon, hvor man følger henholdsvis et lokomotiv på afveje (helt i Hillerød), en lille rød bold, der danser gennem byen og månedrengen, der tager til jorden. Den sidstnævnte er absolut de sødeste og mest børnevenlige fortælling - det er dog synd, at man har tvunget Drengen i månen ind i et andet format (oprindeligt var det en smal og høj bog, der viste det lange fald fra månen og helt ned på bunden af havet).

Regnen og Blæsten er to fortællinger, der forsøger at forklare og skabe interesse for naturfænomener, der omgiver os - hvor fantasien blander sig med et forsøg på en sandfærdig forklaring. Drip og Dryp er rengdråber, og de fortæller om deres fantastiske liv og vandets cyklus, og de mange forskellige slags regn de kan være: skybrud, trommeregn, dis og tåge, snakkeregn, nakkeregn osv. Meget pædagogisk og samtidig fantasifuldt.

Alle historierne bærer præg af den tætte knytning til bylivet - og særligt Kiosken på torvet. Dette er den længste af de seks historier, og nok også den, der har sværest ved at fange børnene. Den er skrevet om en telefonkiosk på Sankt Hans Torv, og det er en levendegørelse af telefonkiosken og dens mange udsmykninger. Ikke en af Ib Spang Olsens bedste efter min mening, men en af de meget typiske for ham, både hvad angår miljø og fantasifuldheden.

Hver historie er indledt med en sides forklaring fra forfatteren om tilblivelsen - blandt andet om inspirationen og trykkeform.

En klar anbefaling af bogen, hvis man mangler en gaveidé, men dog uden at jeg er overvældet. Det er tidstypiske fortællinger, og man skal nok ikke forvente sig, at børn af i dag er lige så begejstrede.. Men så kan oplæserne da selv være nostalgiske så længe.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Ib Spang Olsen: Ib Spang Olsens bedste
Forlag: Gyldendal
Sider: 236
ISBN: 978-87-02-06540-4