|
|
Europa og Danmark har længe haft sin egen udgave af legendariske Woodstock i Roskilde. En festival, som siden 1971 har arrangeret musik for folket, og som i dag - på godt og ondt - repræsenterer mange af de bevægelser, der foregår ude i samfundet. Nu har Roskilde Festivalen også fået sin egen film.
Fortællingen
Roskilde Festivalen udgør en af de få myter, som finder sted i vores egen tid, og som har fået en kolossal betydning for et hav af mennesker gennem snart 40 år. Filminstruktør Ulrik Wivel forsøger i sin dokumentarfilm at fange stemningen og fortællingen omkring den store kulturbegivenhed. Og det lykkes også langt hen ad vejen at indkapsle den umiddelbare eufori og forventning, der ligger forud for festivalen. Samtidig med at portrættet af selve festivalen også viser spændvidden af den vanvittige løssluppenhed og begejstring, der er selve fundamentet for det hele. Men Wivel viser også den anden side af festivalen. Tragedien ved Pearl Jam-koncerten, den fulde nordmand, der vælter sanseløst beruset rundt på motorvejen og det anarkistiske kaos, når festivalen slutter, hvor telte og andet brandbart fyres af til den store guldmedalje.
Menneskene
Vi starter på Hovedbanegården, hvor festivalfolkene langsomt mødes. Fortællingen er lige startet, og folk fra det meste af Europa siver langsomt mod Roskilde. Nogle med billet - andre uden. Men det går nok det hele.
På campingpladserne stables ølkasserne op i skæve tårne, og der tages hul på festen, lang tid før festivalen overhovedet er gået i gang. For mennesker skaber fest, det er Roskilde et levende bevis på.
Da portene endelig åbnes, er det blot festen, der bevæger sig op på næste niveau.
Musikken
Ulrik Wivel har formentlig et hav af musikoptagelser at vælge imellem, men filmen kommer fint rundt om de forskellige stilarter, lige fra Mnemics metal, The Streets cool one-man-show, Placebos androgyne smertensrock, over en fin solo-performance med Josh Rouse i Mediebyen, til Tartit, en gruppe fra et beduinsamfund i Sahara, med afslutning i Sonic Youth og Mews flimrende hvide støj. Der er svingende gevandter, sortrandede øjne, og bredden i det musikalske udtryk er evident.
Betydningen
Roskilde Festival er et musikalsk overflødighedshorn, en gigantisk kulturbegivenhed, hvor 20.000 frivillige medarbejdere er med til at stable årets største fest på benene for de godt 70.000 gæster. Omsætningen er enorm, og pengene går til gode formål. Og når de fire dage er overståede, bliver hele molevitten pillet fra hinanden igen og gemt væk i containere til næste år.
Men der er ét altoverskyggende element ved Roskilde Festivalen, som afspejler en tilstand, som vi har alt for lidt af i vores omgivende samfund: Fællesskabet!
På Roskilde mødes man i musikkens rum, og alle paraderne sænkes i en rus af fællesskabsfølelse, hvor nærmest alt er tilladt, inden for festens og glædens rammer. Lyder det banalt? Måske, men hvad får godt 100.000 mennesker til år efter år - trodsende vejrets lunefuldhed - med en lunken Wiibroe-øl i hånden at danse rundt i støv og pløre? Fordi det er sjovt! Og fordi det giver mening! Og præcis disse to følelser kommer Ulrik Wivels film ganske fint rundt om, med alle de nuancer og facetter det er muligt at fange på cirka 120 minutter.
Foto: Sandrew Metronome
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
Se film-info
