Flere nyheder

 
Teater
Stuk i Skuespilhuset

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stuk i Skuespilhuset
Tir. 3. feb. 2009

Der er blevet slået meget på trommer for Frank Castorfs iscenesættelse af Herman Bangs romanklassiker "Stuk" i Skuespilhuset. Men trods farverigt sceneshow med musik og danseoptrin og fremragende skuespilpræstationer, måtte man som publikum til premieren sidde igennem en tre og en halv times ørkenvandring med enkelte lyspunkter undervejs.

Stuk handler om den feber, der har ramt København omkring 1870 med nedrivning af kvarterer og opførelse af nye bygninger bl.a. Victoriateateret, som imidlertid viser sig at være gylden overflade og prangende skal, og titlen Stuk afspejler og symboliserer både den ydre simili-agtige facadeudsmykning og den moralske deroute hos de involverede personer.

Man har kaldt Herman Bangs roman impressionistisk i sin fortælleteknik, hvilket går ud på, at læseren skal opleve personer og handling, som om han overværede en teaterforestilling. Forfatteren skal ikke fortælle om personerne, men vise dem frem, dvs. kun gengive, hvad de siger og gør. Første kapitel af Stuk giver et tydeligt billede på denne særlige stil. Her er det et slags kollageagtigt overflademaleri, et festfyrværkeri af personer og personkonstellationer, der komet-kort skitseres og som derfor ved første gennemlæsning gør læseren bælgøjet. Hver enkelthed rykkes frem i samme plan og billedet kommer derved til at mangle perspektiv; og det er først ved tilbagelæsning, ved læserens syntesearbejde, at alt det skjulte kommer frem og giver mening og sammenhæng.

Denne impressionistiske teknik kan fungere som tekst, men ikke som teater - og det bliver klart i Castorfs opførelse af Stuk. Tilskueren mister hurtigt orienteringen og personernes ageren føles usammenhængende og irrelevant, hvis ikke direkte absurd. Det kan tænkes, at man ikke får samme oplevelse, hvis man ikke har læst romanen Stuk, men for os, der har læst den, hører man gennem hele forestillingen stumper af Bangs tekst, der så er lagt i munden på personer, man dårligt kan genkende. Herluf Bergs figur ligger nogenlunde tæt på romanens hovedperson, hvilket ikke kan siges om de fleste andre personer som Martens, Spenner og specielt Adolf, der skal indpasses i det dekadente univers, der udfolder sig på scenen. Især Adolf og Spenner, der er de to mest anløbne personer i stykket, optræder næsten udelukkende i drag af den mest luderagtige slags, mens den unge Erhard Gerster spilles af Helle Fagralid med et grotesk lille overskæg, og man spørger sig selv: What is the point?

I Castorfs version får det dekadente og depraverede univers en kolossal overvægt, hvor en danserestaurant forvandles til en opiumshule, som sagtens kunne have fungeret, da man ved, at Bang ligesom mange andre tog stoffer, men bare ikke gør det her, hvor den virker underlig umotiveret, indholdsløs og dræbende kedsommelig, hvad der også gælder for mange andre alt for langt udtrukne scener.

Men man må tage hatten af for den energi, skuespillerne udviser, især skal fremhæves Jens Albinus i den krævende rolle som Herluf Berg, og Paul Hüttel i eminent forvandlingskunst, der spænder fra ældre kvinde (Herlufs mor) i paryk og krinoline over tudsegammel professor Gerster til den slebne verdensmand konferensråd Hein. Birthe Neumann har mange sjove og rørende øjeblikke som en forvirret fru Martens og Tammi Østs Asta Heltz får en hel del flere strenge at spille på end i romanen og gør det med bravour.

Men all in all en skuffelse for elskere af Herman Bangs roman.

Foto: Christian Friedländer

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset: Stuk

Se spilletider