|
|
Det er lang tid siden, at et teaterstykke har været så vedkommende, insisterende og skyldigt. Med ganske få virkemidler skabes en stor og intens teateroplevelse, og som en anden sygdom bliver den siddende i kroppen længe efter. Nøgenheden i stykket er så dominerende, at man må overgive sig betingelsesløst til Bess' lidelseshistorie.
Som i en happening kommer skuespillerne gående ind på scenen. Der er ikke nogen som helst introduktion, noget, der indikerer, hvor vi er. Vi er i gang med det samme. Man husker måske fra Lars von Triers film, at især pigen Bess flere gange kigger ganske ugenert ind i kameraet. Filmisk set er der tale om det direkte genblik; skuespilleren, karakteren Bess, gør os opmærksom på, at hun ved, at vi, publikum, er der. Vi ser hende. Det er ikke kun fiktion. Imponerende nok tabes denne pointe ikke i Odense Teaters opsætning af Breaking the Waves. Skuespillerne henvender sig gang på gang til publikum, først og fremmest for at kommentere deres egen karakter. Og det er effektfuldt. Ikke mindst, når Bess henvender sig til Gud.
Den ikke helt normale Bess lever i et stærkt religiøst landsbyfællesskab. Hun forelsker sig i borebissen Jan. Man går med til, at de bliver gift. Trods Bess' anormale karakter ser ægteskabet faktisk ud til at fungere. Men da Jan skal tilbage til boreplatformen, kan Bess ikke udholde savnet. I en desperat stund beder hun Gud om at sende Jan hjem. Det gør han så. Men Jan er blevet lam. Der synes ikke at være noget håb om helbredelse. For at holde liv i Jan kaster Bess sig ud i en seksuel eskapade, der bliver destruerende for hende. Men hun redder Jan. Hver gang Bess giver sig hen til en fremmed mand, får Jan mere af livet tilbage. Hun eksluderes af fællesskabet.
Det er på alle måder en lidelseshistorie, der leder tankerne hen på luderen Sonja i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf; kun igennem selvopofrelse kan ens nærmeste reddes. Og den, der tror, går hele vejen. Som Bess finurligt siger, så er hun god til at tro og elske på denne måde. Man ser tydeligt grænsen til dødsriget i skikkelse af færgemanden, der sejler Bess ud til det berygtede skib.
Anders Koch, der agerer Jan og Cecilie Stenspil, der tager sig kærligt af Bess, ligger begge på et tidspunkt i en hospitalsseng. Jan begynder at synge Mott the Hooples legendariske hit "All the way from Memphis", Bess stemmer i, og efter et par sekunder brager musikken løs. Trods smerten, eller måske snarere på grund af den, fremstår det som et æstetisk billede på deres kærlighed. Dette æstetiske billede modsvares af Jethro Tulls "Cross-Eyed Mary", der pumper løs hver gang Bess' ofrer gives.
Det er på alle måder en sammenhængende og intens oplevelse, og musikken skaber en kulisse, der trækker karakterernes følelser ud og smider dem brutalt i hovedet på publikum. Tak for det.
Man kan ikke andet end at ønske, at denne opsætning bliver set af rigtig mange, for den er vigtig og ikke mindst smukt spillet af skuespillerne. Især Morten Christensen, der spiller de perverse mænd, som Bess frekventerer, er i en klasse for sig - selvom han ikke siger et eneste ord.
Foto: Odense Teater
Odense Teater: Breaking the Waves
Se spilletider
