Flere nyheder

 
Litteratur
Stephanie Meyer: Nymåne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stephanie Meyer: Nymåne
Man. 30. mar. 2009

Her følger fortsættelsen til den blændende debutroman "Tusmørke". Endnu engang følger vi Bella Swan og hendes kærlighed Edward Cullen - der ikke er en helt almindelig dreng, men en over 100 år gammel vampyr. I denne fortsættelse er der ikke kun vampyrer, men også andre overnaturlige væsner, og Bella er stadig en omvandrende katastrofemagnet.

I 2005 udkom bogen Tusmørke - og her følger fortsættelsen Nymåne. Der findes endnu to bøger i serien på engelsk, i starten af året havde filmatiseringen af Tusmørke premiere på de danske lærreder, og serien har skabt sig en stor fanskare verden over.

Anden del er som første del fyldt med spænding og romantik blandet med mystik og uhygge. Bella Swan og Edward Cullen starter med at være et lykkeligt, almindeligt kærestepar i high school, der dog har visse problemer med intimitet, da Edward er en vampyr og hele tiden må beherske sig. Men efter Bellas fødselsdagsfest nær er endt i en katastrofe pga. en enkelt dråbe blod, bestemmer Cullen-familien sig for at flytte væk. Edward bryder med Bella, og hun efterlades i dyb sorg.

Beskrivelsen af den dybe sorg, Bella oplever ved tabet af sine store og første kærlighed er ganske god. Der er effektfuldt lavet fire blanke sider, med månedsnavnene Oktober - November - December - Januar. Derefter vågner Bella langsomt op og tvinges til at fortsætte med livet: "Tiden følger en ujævn vej med besynderlige snoninger og slæbende langsomme øjeblikke, men den går. Selv for mig."

Herefter går det slag i slag, om end ikke bedre så i hvert fald fremad for Bella. Men selvom Edward og de andre vampyrer nu er væk, undgår Bella ikke problemer. Hendes bedste ven Jakob kommer med i en bande - en helt speciel bande.. af varulve. Dette sammen med Bellas jagt på adrenalin-kick gør, at det ikke går stille for sig på noget tidspunkt!

En varm, lidt over gennemsnittet anbefaling af en spændende og pladder-sød ungdomsbog, der dog med sine morbide og sorte indslag gør, at det hele ikke bliver alt for vammelt. Men i forhold til første del af serien synes jeg, at toeren mangler kant.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Stephenie Meyer: Nymåne
Forlag: Carlsen
Sider: 605
ISBN: 978-87-11-435250