|
|
"MollyCam" vi gerne både tiltrække og frastøde sit publikum, men formår ingen af delene. Den eksperimenterende og semi-pornografiske film om gruppevoldtægt, moralske skrupler og en ungdom i forfald - hovedsageligt optaget med et håndholdt videokamera - er faktisk et temmelig kedeligt bekendtskab.
Da Christian Lollike i 2004 præsenterede sin forestilling Dom over skrig på Teater Katapult i Århus, vakte det ramaskrig. Her var et stykke, der råt og brutalt handlede om gruppevoldtægt netop i en tid, hvor emnet var på alles læber. Stykket forsøgte på én gang at ægge sit publikum og støde det fra sig ved at skabe seksuelle scener, der var moralsk anstødelige, men som man på den anden side ikke skulle kunne sige sig fri for at blive påvirket af.
Over samme tema har Lollike skrevet MollyCam, der er instrueret af Aage Rais-Nordentoft (som også har stået bag kameraet på 2 ryk og en aflevering og På fremmed mark). Den 16-årige pige Molly melder sin kæreste og hans venner for gruppevoldtægt, da en seksuel fantasi kører helt af sporet. Hun optager alt i sin hverdag, blandt andet sine uendeligt lange eksistentielle diskussioner med kæresten, men netop under voldtægten er kameraet blevet slukket. Derfor beslutter politimanden Jens sig for at finde ud af, hvad der i virkeligheden er sket ved at iscenesætte en rekonstruktion. Et dække for, at han føler sig stadig mere tiltrukket af Molly.
På papiret har MollyCam altså det hele. Den er pornografisk og eksperimenterende, på sin egen måde fuld af ungdommelig energi. Ideen er også god: Gennem politimanden Jens udstilles publikums dobbelte forhold til den seksuelle udnyttelse af Molly. Ligesom han på én gang frastødes og fascineres af teenagepigen, skal publikum frastødes ved deres fysiske tiltrækning af det, de ser på skærmen. Problemet er blot, at det ikke virker.
Lea Rønne er egentlig udmærket som Molly og Kristian Halken leverer en fin indsats som den indesluttede politmand Jens, der er i konflikt med sine egne følelser. De to - og filmens øvrige skuespillere - får bare ingen rigtigt gode replikker at arbejde med. Dialogen er bygget op af utallige diskussioner, der alle får et unaturligt præg, fordi de mere repræsenterer to holdninger, der støder sammen, end to personer, der er uenige. Samtidig er filmen en ekstremt langsommelig affære. De indledningsvise samtaler mellem Zako og Molly er omtrent lige så interessante at følge som fuldemandssnakken i et afsnit af Paradise Hotel, og dialog bliver ikke nødvendigvis mere interessant af flittig brug af ord som pik, kusse, kneppe og knalde.
En scene, hvor kæresteparret opsøger en præst, fordi de vil giftes på stedet, skal muligvis illustrere spontaniteten og vildskaben i deres forhold, men den er skrevet så uinteressant og klichépræget, at vildskaben falder til jorden. Og en scene, hvor Jens' stemme i en voice-over fortæller om, at hvis Mollys seksuelle løbebane fortsætter vil hun snart blive lånt ud til kærestens venner og derefter begynde at tage penge for sine ydelser, mens det unge kærestepar dyrker sex i et badekar, virker konstrueret. Som en advarselstale til teenagere og deres forældre.
Ærgerligt er det, for filmens tema er egentlig interessant. At spirrende seksualitet kan være en sprængfarlig affære er før blevet behandlet med filmisk finesse, blandt andet i Bernado Bertoluccis The Dreamers fra 2003. Men trods rigelige sexscener bliver MollyCam aldrig sexet, og fordi den ikke bliver sexet, bliver publikum heller ikke tiltrukket af filmen. Og derfor kan de heller ikke bliver forargede. Filmen lever altså ikke op til sine intentioner.
Foto: Aage Rais-Nordentoft
Ude på DVD fra Angel Scandinavia
Se spilletider
