Flere nyheder

 
Teater
Søren Østergaards Tivoli Varieté

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Søren Østergaards Tivoli Varieté
Søn. 24. maj 2009



Søren Østergaard har kaldt sidste ombæring af sin Tivoli Varieté for "Nu stopper det", og han slutter denne femte varieté i fin stil, især takket være Peter Frödins forrygende og urkomiske sang- og dansenumre, godt sekunderet af varieté-direktøren selv, mens Kirsten Lehfeldts indsats var mindre overbevisende.

Søren Østergårds gimmick er som altid det kiksede, og han lagde ud med en velkomsttale, hvor det selvfølgelig kiksede med play-back'en, og i den store åbning, hvor alle aftenens artister blev præsenteret, blev Kirsten Lehfeldt udnævnt til det evindeligt kiksede indslag, der hele tiden trådte ved siden af til de to mænds højlydte irritation. Det kom der en del sjove optrin ud af.

Af de ca. 20 numre, også inklusive artist-optræden, vil jeg fremhæve nogle enkelte:

"Come med til El Paso", et urkomisk nummer med en speedsnakkende Frödin, der i høje toner klager over sin stærkt rystende højre hånd, der ikke desto mindre sender diverse knive som projektiler lige lukt i maven på Lehfeldts omfangsrige squaw.
Og "Ingelise og James Thimms hunderevy", et festligt indslag, hvor Frödin med fletninger og Østergaard halser rundt i manegen for at få nogle hunde til at opføre diverse kunster, springe gennem hulahopringe og lign., mens Frödins Ingelise herser lige så meget med Østergaards James som med hundene.

Der var desuden et utal af sjove sang- og dansenumre, hvor de to mandlige aktører udfolder en imponerende energi, og Frödin lader stemmen gjalde, så det er en fryd. Af hans solonumre må nævnes "Lille Allan, Danmarks store fakir", der gør en ynkelig figur med store bandager om fødderne og grædefærdigt kundgør, at han ikke mere skal nyde noget af at gå på gloende kul. Det var det bedste ved det nummer.

Kirsten Lehfeldt faldt nogenlunde ind i ensemblespillet med mændene, men hendes solonummer som slangetæmmerske faldt noget til jorden, da det var decideret umorsomt.

Et af Søren Østergaards solonumre var helt nyt, nemlig "Forvandlingsmanden", hvor Østergaard står i hudfarvet tricot på en stegepande og med krop og lemmer agerer forskellige retter, f.eks. pølse i svøb som en af de sjovere, men endnu sjovere er hans talestrøm: "Nå, det troede I nok ikke, nå, det kom vist lidt bag på jer, hva'?" lyder det med den Østergaardske stemmeføring, vi kender fra Bager-Jørgen. Hans anden solo-optræden, "Målermanden", som er blevet vist før, bærer hans uforlignelige stempel: Tossen, der entusiastisk kaster sig ud i sit tossede projekt med fx at måle et udsnit af luften. Især er hans benarbejde imponerende.

Ind imellem kom de rigtige artister, som jo ikke ligefrem får latteren frem, lige med undtagelse af en tryllekunstner, der gjorde sig ihærdige anstrengelser og også havde nogle komiske momenter.

Foto: Bjarne Stæhr

Glassalen, Tivoli: Søren Østergaards Tivoli Varieté

Se spilletider