|
|
Med talebanerne ved roret er Afghanistan ved at sejle ud over afgrunden og Kabul et rædselsfuldt sted at leve. I et saftigt, malende sprog beskriver Yasmina Khadra byen, så det minder om et sted i Dantes inferno. Lykken findes skam i den algeriske forfatters nyeste roman på dansk, men mest i hovedpersonernes tragiske kærlighedsbehov.
Mohsen Ramat, en ung arbejdsløs mand, flakker på må og få omkring i Kabuls gader. Uden helt at vide hvordan, er han pludselig havnet i en ophidset folkeskare på vej til en offentlig stening. Og han deltager aktivt i henrettelsen af en prostitueret kvinde. Chokeret over sin barbariske handling kan han ikke lade være med at gå til bekendelse over for sin kone Zunaira. Hun har svært ved at acceptere, hvad hun hører. Men livet i Kabul gør noget ved folk. Alle forandrer sig, nogle bliver vanvittige. En fredelig mand som Mohsen Ramat sidder pludselig med en sten i hånden og skråler om kap med mængden.
Svalerne i Kabul er en stramt komponeret fortælling om fire mennesker - Mohsen, Zunaira, Atiq og Mussarat - hvis skæbnetråde krydses. Fire individer, der fremstår som de eneste tilbageværende mennesker i Kabul med sjælen nogenlunde i behold. Alle kæmper de for at finde en form for værdighed, men vilkårene er næsten umenneskelige i en by, hvor talebanerne tvinger kvinderne til at skjule sig, hvor musik er bandlyst, og hvor alle lurer på alle. Lykken er så sjælden en gæst, at Atiq har svært ved at genkende den, da den endelig indfinder sig for en kort stund.
I Gyldendals to tidligere Khadra-oversættelser, Attentatet (2006) og Sirenerne i Bagdad (2008), er det hele mere politisk. Forstået på den måde, at Yasmina Khadra forsøger at skære plottet sådan, at vi får så mange "sider af sagen" som muligt i henholdsvis den israelsk-palæstinensiske konflikt og i Irak-krigen. I Svalerne i Kabul er det på mange måder mere enkelt, eftersom romanen udgør én lang, ubestridt fordømmelse af Taleban-styret. Der er ikke noget både-og; dét, der foregik i Afghanistan omkring årtusindskiftet, og stadig foregår i dag, er ensbetydende med ét langt kvælertag på livet. "Det er, som om verden er ved at rådne bort, som om en koldbrand har valgt at brede sig fra netop dette sted", hedder det i prologen.
Faktisk klæder det Yasmina Khadra ikke at skulle forholde sig nuanceret til en kompliceret politisk konflikt. I Svalerne i Kabul kan han koncentrere sig om det, han er god til, nemlig at skildre humanismens betingelser, når livet kommer i hænderne på et kollektivt vanvid. Khadra er en mester i at formidle en altdominerende, altbesættende stemning af kynisme og galskab. Han kan som få andre udpensle et fysisk og åndeligt forfald og gør det i et sprog, der på én gang er direkte, poetisk, svulstigt, intenst og til tider næsten overlæsset. Man kan ikke beskylde ham for at ville undgå hylden med de store ord. Nu og da griber man sig i at tænke, at dét her, det er da lovlig klichéfyldt. F.eks. har vanvittige mennesker hos Khadra altid hvidt skum om munden og følelsesudbrud såsom vrede lignes ofte ved lava, der vælder frem eller øjne, der brænder og gløder. Men det er, som om denne verden i grelle farver, hvor den virkelig ikke får for lidt i tydelighed - hvor solen er god og natten er ond - kaster et eventyrskær over fortællingens univers. Romanens sprog skubber os ind i et mytelandskab af onde og gode kræfter, samtidig med at selve hændelsesforløbet er skræmmende virkeligt.
Svalerne i Kabul er Yasmina Khadras hidtil bedste roman på dansk. En fortælling om menneskers manglende evne til at tage vare på livet. En fortælling, der viser os, at det største drama udspiller sig hos de mennesker, der endnu ikke har affundet sig med elendigheden, d.v.s. i den ubarmhjertige konflikt mellem håbet og de uforsonlige realiteter.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Yasmina Khadra: Svalerne i Kabul
Forlag: Gyldendal
Sider: 128
ISBN: 978-87-02-076578
