|
|
Peer Hultbergs efterladte selvbiografi og en samling breve til hans mor er en sydende anklage mod et forældrepar, der fandt ham som spæd på et børnehjem, men som ikke desto mindre gjorde hans barndom til et sandt helvede. Trods en del gentagelser er disse tekster kunstnerisk helt på højde med hans øvrige produktion.
Peer Hultberg beretter i udpenslende detaljer om store og små oplevelser under opvæksten, først i Horsens og senere i den store landsdommervilla i Viborg.
Han og søsteren, der også var adopteret, var idelig tvangsindlagt til forældrenes indædte skænderier, hovedsagelig om penge; i skolen blev han mobbet, fordi han blev tvunget til at gå med lange strikkede strømper i stedet for rigtige bukser, atmosfæren beskrives som helt igennem kold og glædesløs. Med faderens udnævnelse til landsdommer flyttede familien til Viborg og dermed fik han, nu i 12-13 års alderen, sin første af mange senere depressioner, "for", som han skriver, "min mor blev afgørende taget fra mig." Hun var nu alene optaget af at hævde sin position som landsdommerinden og havde "slet ingen brug for en lille søn, der kun havde brug for hende, fordi han intet andet menneske i denne verden havde, i hvert fald ingen fader."
Forældrene opleves af sønnen som værende ikke stort andet end børn, for faderen var det nye hverv som dommer også en omvæltning, og han var kun optaget af at hævde sig i retten, men ikke desto mindre gør drengen Peer Hultberg sig umage for at forstå og tilpasse sig denne totale ligegyldighed fra disse "infantile" forældres side, og han må påtage sig at være den voksne over for dem, før han overhovedet kunne være voksen selv. Faderen beskrives som en totalt afstumpet og følelseskold tyran, mens forholdet til moderen var præget af ambivalens, og han opsummerer: "Ja, råt og brutalt, jeg voksede op med tre dumme mennesker (..) Jeg følte mig fremmed, så uendelig fremmed i familien."
Og man må sige, at de forældre havde ikke så lidt at leve op til med den overordentligt begavede dreng, der som 16-årig havde læst James Joyce: Ulysses tre gange og året efter kom igennem hele Marcel Prousts store 7-binds roman: På sporet af den tabte tid, samt utallige andre værker. Men igen og igen beklager han sig over, hvor lidt forældrene interesserede sig for ham. Han husker med græmmelse, hvordan han tog den helt forkerte beslutning at vælge den matematiske linje i gymnasiet, selvom hans hovedinteresse var sprog, fordi han ikke havde en sjæl at rådføre sig med. Det blev på en måde tre spildte år, som han siger, men musikken reddede ham, for på det gebet kunne han også brillere, han overgik snart sine diverse spillelærerinder, og han optrådte som pianist og akkompagnatør ved forskellige skole-arrangementer. Men igen beklager han den manglende påskønnelse fra forældrene.
Brevene til moderen, som også findes i bogen, er for de flestes vedkommende skrevet lige efter hendes død og tonen er også her lidenskabeligt anklagende, men dog mere afdæmpet, og han når til sidst frem til den erkendelse, at hun trods alt gav ham troen på sig selv og slutter med at takke hende for det.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Peer Hultberg: Selvbiografi og Brev
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 456
ISBN 978-87-11-43453-6
