Flere nyheder

 
Film
Perforama på DVD

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Perforama på DVD
Tor. 11. jun. 2009



Nu er DR2's satireserie "Perforama" fra 2002 udkommet på DVD. En rigtig god idé, for manuskriptforfatter og instruktør Pelle Møller har skabt fremragende underholdning sammen med et hold af dygtige skuespillere. Gennemgående hovedperson er Anders Matthesen. Biroller varetages eminent af bl.a. Mia Lyhne og Lykke Scheuer.

Perforama består af seks episoder samt en dummy, der nærmest er en episode i sig selv. Der er tale om seks af hinanden uafhængige historier : "Fødselsdagen", "Rusturen", "Nærradio", "Børneteatret", "Clairvoyanten" og "Biblioteket". Man kan let komme til at sammenligne med Klovn, fordi reality-præget i de to serier er lidt det samme, f.eks. optræder Per Pallesen som sig selv. Men hvor Klovn spiller på uheldige misforståelser og omstændigheder, der fører intrigen frem til et klimaks af pinlighed, går det i Perforama snarere ud på at anbringe forskellige utilpassede personligheder i bestemte situationer. Historien drives ikke frem scene for scene, det handler mere enkelt om at se, hvad der sker, når f.eks. den temmeligt specielle og lidet overbevisende clairvoyant skal på date.

Perforama er sjovt, men ikke helt vildt sjovt. Det er underholdende og kreativt, skarpt og lige på kornet, men det er næppe komik i den forstand, at det får folk til at vride sig af latter. Anders Matthesen er fantastisk til at fremstille den lidt uvirkelige mand, ham der lever i sin egen verden, ude af stand til at forandre sig i forhold til de reaktioner, han får fra sine medmennesker. Lidt som Frank Hvam i Klovn, men langt mere gennemført mærkeligt. Matthesens forskellige typer minder nok mere om Ricky Gervais' rolle i The Office. Man krummer tæer og stirrer nysgerrigt og vantro på skuespillerens totale indlevelse i sine kiksede og oftest let usympatiske karakterer.

Perforama er fuld af overdrivelse, men det er aldrig brølende og provokerende for provokationens skyld som hos en Uffe Holm. Overdrivelsen har snarere at gøre med, at ét enkelt karaktertræk, en enkelt mennesketype fra det moderne Danmark bliver forstørret mange gange, men alligevel uden at det virker karikeret. Man griber sig aldrig i distanceret at tænke, at nu prøver skuespilleren Anders Matthesen at inkarnere den og den, for han er simpelt hen sine figurer. Den ivrige fornyer af Ølstykke Bibliotek eller den selvpromoverende og dybt usympatiske forfatter Dick Søndergaard. Stemmen, gestikken, måden at formulere sig på - alt rammer lige plet!

Perforama er sjovt, men man sidder i lige så høj grad imporneret tilbage over Matthesens og flere af hans medskuespilleres, især Mia Lyhnes, forvandliger og evne til lige netop at trække dét frem, der er sigende for en bestemt type. Som et eksempel kunne man nævne tutoren fra episoden "Rusturen". Her er det virkelig godt set af manuskriptforfatter Pelle Møller (eller hvem der nu har set det), at tutoren i et forsøg på at virke skør og frisk over for de nye studerende på Eskimologi skal lave en "programoversigt" a la Casper og Mandrilaftalen. Det er lige sådan noget en speedet, selvbegejstret og dybt uoriginal tutor ville lave.

Ude på DVD fra Sandrew Metronome