|
|
En spændingsfilm med Morgan Freeman og Antonio Banderas, der på trods af de prominente hovedrolleindehavere styrede uden om både de amerikanske og de danske biografer og er røget direkte ud på dvd. Hvordan kan det nu ske? Ualmindeligt sløset instruktion og et hav af klichéer har ansvaret for denne deroute.
Det bør ikke kunne gå galt. Med den næsten ufejlbarlige Morgan Freeman øverst på rollelisten, den charmerende Antonio Banderas som sidekick og habile Radha Mitchell (fra blandt andre Silent Hill og Phone Booth) i en stor birolle ligner filmen The Code en af de helt store fristelser på dvd-hylderne lige nu. Læg dertil, at den røg direkte ind på en førsteplads på salgslisterne, da den ramte butikkerne i hjemlandet - efter sigende som den første direkte-til-dvd-film nogensinde.
Plottet er velkendt: En erfaren tyveknægt på randen af pension (Freeman) hyrer en ung - eller i hvert fald yngre - medhjælper (Banderas) til at hjælpe med et sidste kup, før han trækker stikket. Det er to hidtil ukendte Fabergé-æg, der skal fjernes fra en bankboks, som i sagens natur er fuldstændig umulig at bryde ind i. I hælene på de to antihelte er en utrættelig politimand, der flere gange har forsøgt at sætte den listige tyv bag tremmer, og for at gøre situationen endnu mere kompliceret forelsker den yngre tyv sig i sin lærermesters attraktive guddatter (Mitchell). Mens kuppet planlægges minutiøst, og tyve og politifolk leger katten efter musen, bliver deres følelser for hinanden stadigt hedere. Der bliver altså lagt op til et højspændt drama, efterhånden som filmen skrider frem.
The Code falder ind under den genre, der kaldes heist-film, og i den genre er intet som bekendt, hvad det giver sig ud for. Historien vendes derfor på hovedet mere en én gang, før rulleteksterne passerer hen over skærmen.
Lyder det interessant? Det kunne det helt sikkert også have været, hvis ikke The Code havde været plaget af en række problemer. Det er jo ikke til at vide, hvad der er foregået på settet, men man fristes til forsigtigt at antage, at intruktionen har været sløset, eller at instruktøren Mimi Leder har manglet overblik.
Morgan Freeman er som sædvanligt klippefast i sin præstation, men Antonio Banderas gestikulerer ivrigt, som var han med i en komedie, og det virker, som om han har skruet op for sin drevne, latinamerikanske accent for at dække over manglen på ægte engagement. Radha Mitchell, der ellers tidligere har leveret glimrende præstationer, er kunstig og karikeret som femme fatale med russiske rødder. Russiske mafiatyper spiller russiske mafiatyper og indædte politibetjente spiller indædte politibetjente - præcis som man forventer det. Og ingen af dem får rigtigt gode replikker at arbejde med, hvilket er filmens andet store problem.
Især den kærlighedshistorie, der udspiller sig mellem Banderas og Mitchell sideløbende med filmens hovedplot, er ufrivilligt komisk. Til dels på grund af den totale mangel på seksuel energi mellem de to skuespillere, til dels på grund af valget af musik. Sexscener skal man jo have i en spændingsfilm for at tiltrække husarerne, men man kunne i det mindste have skrevet dem ind i plottet på en måde, så det gav filmen fremdrift eller mening. Og hvorfor plastre dem til med let latinmusik, der mest af alt lyder som et fraklip fra lydsporet til en blød pornofilm? Ja, Banderas er fra Spanien, men det behøver musikken jo ikke at fortælle. Især ikke, når resten af filmens lydspor har en kølig, maskinel tone.
The Code savner fornemmelsen af at være et samlet værk og ikke blot en greatest hits-opsamling fra de sidste tyve års heist-film. En uforudsigelig og rimeligt spændende slutning hiver den i land i filmens sidste femten minutter, men indtil da er man ikke bedre tjent med The Code end med en hvilken som helst anden b-film.
Foto: Sandrew Metronome Distribution
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
Se film-info
